The Project Gutenberg EBook of Faedra, by Herman Bang

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.net


Title: Faedra
       Brudstykker af et Livs Historie

Author: Herman Bang

Release Date: March 1, 2004 [EBook #11396]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FAEDRA ***




Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders





Herman Bang

F Æ D R A.

BRUDSTYKKER AF ET LIVS HISTORIE.

Kjøbenhavn

1883.




FØRSTE DEL:

FORHISTORIEN.




I.

Nu var Thorsholm alt, hvad Maag'erne havde tilbage. Før havde skiftevis
en Jens og en Jørgen Maag--de to var Slægtens Yndlingsnavne--fra
Thorsholm af eiet og styret over Landet fire Mil i Omkreds lige til
Fjorden, og Ætten havde hørt til de rigeste i hele Jylland.

Syg efter Ære havde Slægten altid været, og ydre Glands elskede de.
Sønnerne holdt til ved Hove, og Døtrene fik bestandigt stort Gift. Ogsaa
til Udlandet drog de--de yngre Børn--og man havde ofte hørt Ry af dem
baade paa Valpladser og i Hofsale.

Kun to af Slægten var det gaaet ilde.

Erik var den ene. Høit var han steget i Gunst ved det fjerne Hof, hvor
han havde slaaet sig til Ro efter mange Eventyr, saa høit, at Landet
styredes mer af ham end af Kongen selv. Men saa en Dag styrtede han
dybt: Øxen knuste den Hals, en Dronnings Arme havde omslynget.

Den anden var en Kvinde.

Ellen Maag var saare smuk med Slægtens krusede Mund og store tungsindige
Øine.

Velhavende var hun ogsaa--Maagerne var endnu rige--og Ellen havde haft
Beilere nok. Men hun havde kun Afslag til Frierne og blev siddende
hjemme. Saa hændte det en Sommer--da Jomfru Maag var tredive Aar--at
Kongens yngste Søn paa Vejen hjem fra et fremmed Hof kom i Besøg paa
Thorsholm. Den unge Prins var nitten Aar og smuk, og han blev paa
Gaarden i fjorten Dage.

Om Aftenen holdtes Taffel under Lindene. Men efter Gæstebuddet gik
Jomfru Ellen ofte ved Prinsens Arm, og de talte fortroligt, mens det
mørknede. Saa, naar Natten faldt ind, og Gæsterne søvnigt brød op fra
Drikkelaget, var Jomfru Ellen tidt under Prinsens fagre Ord forsvundet
under Humlehavens Ranker, hvor Duften laa krydret og tung.

Da den unge Prins var borte, gik Livet paa Thorsholm igen sin vante
Gang, og Sommer blev Høst, og Lindealléerne, de blev gule og tyndedes.
Ellen var bleg og trist; sky for Mennesker blev hun ogsaa, og tilsidst
lagde hun sig tilsengs: hun vilde ingen se. En Morgen fandt man hendes
Lig i Graven.

Disse to var de Maagers Slægtsagn.

Men forfængelig og pragtsyg havde hele Slægten været og en egen Tørst
havde den haft efter at naa det yderste i alt. Maade kendte de ikke i
noget. Derfor kom der ogsaa Tider, hvor det gik tilbage med Ætten: snart
bortsolgtes en Skov, snart afhændedes et Stykke Jordegods, for stort
skulde det stadig være paa Thorsholm.

Christen Maag ødte Resterne. Det gik saa galt, at han solgte Gaardens
Kobbertag for at skaffe Penge til sine Daarskaber dernede i Versailles,
og da han kom hjem, lidt før den store Revolution, var han en forarmet
Mand. Hans franske Tjener, en ung Knægt, som han havde fisket i Paris,
og som forstod lige godt at bage Omeletter og at pudre et Haar, tættede
for Vinduerne i det østre Taarn: og han polstrede Væggene med alle
Husets gamle Tæpper--Maag var blevet svært kuldskær i Udlandet--og
pakkede ud en Mængde Billeder af nøgne Hyrdinder, som sov paa
Silkepuder, eller legede letfærdigt med Hyrder. Saa levede da Maag med
Jacques, saaledes hed Tjeneren, baade Sommer og Vinter, godt gjemt bag
de polstrede Vægge med de kælne Hyrdinder, og der gik adskillige Aar.

Men da de franske Soldater under Bernadotte kom herop, var der ved den
Afdeling, som kamperede ved Thorsholm, en ung, sortøjet Marketenderske,
som sang sydfranske Sange og havde Zigeunerblod i sine Aarer. Hun kom
undertiden om Aftenen op til Jacques, der var en køn Karl endnu, og som
altid havde en Flaske Cognac staaende i Køkkenskabet.

Maag saa hende nogle Gange og gav sig i Snak med hende. Det var saa
længe siden han havde talt fransk med nogen kvindelig Person.
Marketendersken sang for ham, og Sproget og Sangen fremelskede en
Erotik, der vel nærmest smagte som Potpourri af gamle Erindringer, men
som alligevel førte Jeannette til Altret med den gamle Maag.

Ægteskabet blev ikke lykkeligt.

Christen lukkede sig snart igen inde med Hyrdinderne fra Regentskabets
Tid, og Jeannette led af Hjemvé. Hun blev mager og huløiet, og hendes
Sind var tungt.

Til Tider tilbragte hun hele Dage i et af de forladte Taarne. Hun krøb
op i Vinduet og sad paa Hug i den store Karm med Hovedet lænet til
Væggen og Hænderne om sine Knæ. Saaledes sad hun i Timer. Og uden at hun
vidste det, kunde Taarerne trille ned ad hendes Kinder, og hendes Læber
hviskede sagte fortvivlede Ord.

Naar Jacques henimod Aften kom op for at hente hende ned, kunde han
kalde flere Gange, før hun hørte det; eller hun vendte Ansigtet om imod
ham, rystede paa Hovedet og blev siddende. Men sagde han saa, at Hr.
Maag ventede, reiste hun sig altid stille og fulgte ham. Der var til
saadanne Tider en blind Lydighed over hende.

Men til andre Tider kunde hun blive betaget af en ubændig Lunefuldhed,
der svælgede i alle de mest modsatte Stemninger. Da sneg hun sig bort
fra Gaarden, og hun strejfede milevidt om gjennem Skoven og over
Markerne; eller hun betoges af krampagtig Graad, eller hun dansede i den
øde Riddersal og sang dertil.

Men efter saadanne Dage blev hun altid dobbelt tung af Sind.

Da hun havde været gift med Maag i tre Aar, blev hun frugtsommelig.
Under sit Svangerskab faldt hun Dag for Dag mere sammen, og hun døde
strax efter Fødselen.

Arvingen til de Maagers Navn og Fattigdom var en Søn, Han fik Navnet
Erik.

Der blev antaget en Amme, og hun og Jacques var de eneste, der tog sig
lidt af Barnet. Christen Maag saa ham kun sjældent og Sønnen syntes ham
helt ligegyldig. Saa voksede Erik op, som han kunde bedst; den eneste
Lærdom, han fik, var det franske, han talte med Jacques.

De to var altid sammen. Om Aftenen sneg Erik sig ind i Tjenerkammeret,
der var morsomt; Jacques holdt saa meget af at fortælle; om de glade
Dage, da Herren og han var unge, om, hvor flot de havde levet i
Versailles. Han veiede sjældent saa nøie sine Ord, Jacques, og det var
oftest løierlige Ting, som den tolvaars Erik fik at høre.

Mens Jacques fortalte, drak han flittigt af den gode Cognac, der var saa
rar mod Kulden. Erik fik en Slurk med, en til og en til--indtil han
faldt i Søvn midt under Historien og sov med Hovedet mod Bordpladen.

Da Erik var tretten Aar, døde Christen Maag. Drengen sørgede ikke, han
havde kjendt saa lidt til sin Fader. Han gik kun omkring underlig
forskræmt og uhyggelig, saalænge Liget var i Huset. Og saa var han
blevet saa bange for Jacques.

Han blev paa det Par Dage saa besynderlig gammel og rystende; gik
omkring med rokkende Hoved og mimrede og snakkede med sig selv, Erik
vidste ikke hvad. Liget lod han flytte ned i Riddersalen, og han gik
derinde og puslede hele Dagen.

Den sidste Aften før Begravelsen gav Jacques Erik en gammel Kjole af
Faderens og sagde, han skulde tage den paa. Den var meget for stor, saa
Skøderne næsten slæbte efter ham; Hænderne blev borte helt oppe i
Ærmerne.

Selv havde Jacques Pudderparyk og en gammel grøn frakke med Guldbroderi,
der var halvt slidt af og hang i Laser rundtom. Saa sagde han, at nu
skulde de til _Lit de Parade_.

Han gik iforveien og slog Dørene op til Riddersalen.

Men da Erik saa Faderens gule Ansigt i den aabne Kiste, strittede han ud
og vilde ikke ind. Han blev saa ræd.

Men Jacques greb ham om Haandleddet, saa han troede han skulde synke i
Knæ ved det,--og han førte ham hen mod Kisten og Kandelabrene, der vare
behængte med noget sort Flor. Erik kendte det godt fra de gamle
Portrætter, der havde det hængt om Rammerne i mange Aar.

Drengen rystede, saa han næppe kunde gaa; og han kunde ikke vriste
Øinene fra Ligets Ansigt: man saa Gummerne i den tandløse Mund.

Jacques blev ved at trække i ham, helt hen til Kisten.

Ræd lukkede han Øinene; da han aabnede dem igen, saa han hen over Liget
paa et Bord ved Hovedgærdet, og han stod pludselig stille og stirrede.
Paa et rødt Tæppe laa der helt fuldt af Handsker, gamle Rester af
Sløifer og Stumper af Slør. Men midt paa Bordet stod der to Atlaskes Sko
med Sølvbroderi; fra dem kunde Erik ikke vende sine Øine.

Jacques gav sig til at synge af fuld Hals. Men Erik saa uafbrudt paa
Silkeskoene og fra dem hen paa det grøngule Ansigt og det store malede
Vaabenskjold paa Liglagenet over Knæerne. Det var det store Vaabenskjold
fra Vestibulen; der var Huller rundtomkring. Erik havde saa tidt skudt
til Skive efter det med sin Flitsbue.

Jacques knælede, og halvt uden at vide det gjorde Erik det samme.
Tjeneren laa og mumlede og nikkede, og Erik begyndte at rokke med
Hovedet, mens Lysene osede; Lidt efter lidt tabte han Bevidstheden og
Hovedet faldt ned paa hans Bryst.

Men da han pludselig vaagnede ved at støde sit Hoved, der dinglede, mod
Fliserne, skreg han og fór hvinende ud af Salen.

Jacques gav sig til at pusle om Liget og samlede omhyggeligt alle
Relikvierne sammen paa Bordet. Han kendte de fleste, og han gik og
mumlede og smilte, mens han samlede det hele sammen i et lyserødt Flor
og lagde det under Hovedgærdet. Der stod Skum ud af Christen Maags
tandløse Mund, da Jacques løftede hans Hoved.

Erik listede rundt ude i den mørke Gang, og hans Tænder klaprede, da
Kistelaaget blev slaaet til.

Saa sov Christen Maag den evige Søvn med Hovedet hvilende paa sit Livs
Relikvier.

Erik kom efter Begravelsen til Veile. Til Formynder fik han en
Prokurator, der pryglede ham en hel Del og ellers lod ham løbe, som han
vilde. Han kom i en lav Klasse i Skolen, og der sad han saa og drev og
blev en lang, opløben Knægt med hørgul Manke og døsige Øine. Munden var
de Maagers: en kruset, begærlig Mund, som lignede en Kvindes.

Dorsk var han altid og halv søvnig: han havde en egen Lyst til at flyde
henad Bænken.

Han havde ingen Venner.

Opdragelse fik han ikke noget af. Der kunde komme ind i hans Liv lige
alt, hvad Tid og Lejlighed bragte. Men hvad han egentlig modtog af
Livet, var vanskeligt at sige, thi han lignede nærmest saadan en stor
Hund, der ligger doven og bare ser ligeglad paa det hele.

Da han var seksten Aar, kom han til Landvæsenet. Han pløiede, spiste
overmaade meget og drak ikke mindre. Levede i det hele et stærkt
animalsk Liv, hvor intet aandeligt kom op i ham. Efter nye fire Aars
Forløb tog han hjem til Thorsholm og tog fat paa Driften. Han forsøgte
sig i Studeopdrætning og bragte Avl og Indtægt ikke saa lidt op. Hans
Selskab var Prangerne som købte hans Stude. I deres Selskab blev der
drukket en Del paa Thorsholm.

Som Tingene stod saadan, blev han pludselig gift.

Hans Hustru var Datter af den rige Kjøbmand Lind i Veile, eneste Barn.
Paa en Skovtur, Linds gjorde til Thorsholm Skove, saa hun første Gang
Erik, der var tilhest. Da han red forbi, blev Dyret sky over den hvide
Dug paa Grønsværet, og det saa ud, som skulde han kastes af. Men Erik
beholdt Magten over Dyret. Saa gjorde Lind Rytteren en Undskyldning og
bad ham staa af og spise med dem. Erik takkede og stod af Hesten.

Under hele Maaltidet sad Erik og slugte Købmandsdatteren med Øinene. Hun
var lille, ganske sart. Hele Ansigtet var kun de to store Øine, der saa
saa langt--langt bort under de fine Bryn--saadanne Øine!

Da de saa havde spist, gik de gjennem Skoven ind i Haven.

Den var stadig forsømt. Krattet var vokset saa høit og frit mellem
Lindene, at der var helt vildsomt og mørkt. Erik maatte slaa Grenene
bort paa deres Vei.

Jomfru Lind gik varsomt, halv angst, bag efter de gamle. Erik blev
veltalende: Han fortalte om Ellen Maag. Paa Gaarden skulde de sé hendes
Billede.

Se, der var Lindene, hvorunder Kongesønnen havde spist. Der havde han
siddet--og der laa den Gang Humlehaven--og der--

Saa holdt han inde forvirret ...

Men den lille blege Købmandsdatter spurgte ham, hvad der saa blev af.

Hun druknede sig, sagde Erik. I Graven der.

Nu maatte de sé Billederne i Riddersalen. Tak, ja--det vilde de gjerne.

Da de kom derop, gik Madam Lind og stirrede paa al de malede Fruers
Stads, og gamle Lind talte, hvormange Billeder der var. Men Datteren
hørte paa Erik. Der var en Historie om hvert Billede, og Erik fortalte.
Og mens han fortalte, berusede han af sit eget Navn, der altid vendte
tilbage, og han talte sig varm. Der var saa megen Fornemhed gemt i denne
Sal.

Jomfru Lind hørte stille, og Erik blev ved at fortælle.

Det var en Admiral, der havde kæmpet paa
et fremmed Hav ... Han havde været Rigets Marsk.--Han saa hen.

-De hører ikke efter, sagde han. Hun stod og drømte med Hænderne
foldede.

-Jo, sagde hun og gyste lidt, jeg hørte godt. Og hun pegede paa et
Billede og sagde: Det var jo ham, som blev halshugget?

Det begyndte at mørknes. Den gamle Købmand var blevet træt af alle de
gamle Excellencer, og han og Konen gik ørkesløse rundt og talte
Spindevævene og Laserne i Tapetet ... Saa mærkede de, der var Ekko i
Salen og begyndte at raabe omkap.

Erik og Marie var ogsaa blevet færdige med Billederne. De kom ind i
Taarnkammeret.

Marie havde aldrig før set Svinelæderstapeter og saa tunge Egetræsstole,
at hun knap kunde flytte dem. Erik fortalte, at Lampetterne var fra
Venedig--men al Forgyldningen var gaaet af--de var helt brune.

De var Present fra en Doge.

En Doge?

Ja--saa gamle.

Marie gik hen til Vinduet og faldt ned i en Stol. Hun skrev i Tanker sit
Navn i Støvet i Vindueskarmen; ingen af dem talte.

Saa sagde hun: Hvor her er kvalmt, og Erik slog Vinduet op. Udenfor laa
Haven mørk. Duften fra Lindene løste og løftede sig under den dugvaade
Kølighed; steg op imod dem. Marie bøiede Hovedet frem:

-Hvor det dufter, sagde hun. Hvor her er smukt.

Hun støttede Ansigtet mod Vinduessprossen og stirrede ud i Haven.

Hun mærkede, at Erik bøiede sig dybere ned over hende, og hun følte hans
Aande over sin Kind. Hun skælvede men flyttede sig ikke.

Erik aandede knap. Han stod hende ganske nær og turde ikke berøre
hendes Haar med sin Haand ... Skælvede som hun.

Saa hørte de Nattergalen slaa i Lindegangen.

Da der igjen blev stille, reiste Marie sig pludselig. Hun vidste ikke
af, hun havde grædt. Men Erik nærmede sig hendes Ansigt i Mørket, og han
tog om hendes Hoved med begge Hænder og kyssede Taarerne bort fra hendes
Kinder.

Hun gjorde ingen Modstand, lagde Kinden ind til hans; saa nærmede Erik
sine Læber til hendes, og han berørte dem flygtigt, i let Svimmel.

-Marie--hvor er du--Marie ...

Den gamle Købmand raabte, og Erik slap hende. De vekslede ikke flere
Ord, før Linds kørte bort.

Erik stod ved Leddet, da Vognen kørte. Da saa Maries Slør forsvandt bag
Omdreiningen, vendte han sig, og mekanisk gik han tilbage til Taarnet.
Paa Stentrappen blev han staaende, og han lænede sig et Øjeblik til
Gelænderet.

Hvor det dufter,--han hørte hendes Ord igjen--Hvor her er smukt.

Og atter og atter sagde han de samme Ord.

Men da han vaagnede op foran det aabne Vindu i Taarnet og følte
Natteluften mod sit Ansigt, kastede Erik Maag sig ned i Karmen og
hulkede som et Barn. Han fattede om Vinduesprossen med begge Hænder, og
han hviskede hendes Navn, igen ... igen ... og han kyssede med hede
Læber det kolde Træ.

Om Morgenen laa han sovende udover Karmen. Han vaagnede ved, at Solen
stak ham i Nakken.--

Erik var forelsket.

Og det var en egen tung og hjælpeløs Forelskelse, som helt tog Veiret
fra ham, og som næsten indjog ham Frygt. Det tog rent legemligt paa ham:
spise kunde han ikke, og Driften havde han ingen Lyst til. Han sad bare
i Lindegangen med det brændende Hoved i Hænderne og tænkte altid det
samme om igen, og han klyngede sig til de samme Billeder, og han gentog
de samme Ord. Han blev bleg, og sove kunde han heller ikke.

Den tredie Morgen sadlede han sin Hest og red ud ad Veien til Veile. Han
maatte tale med Marie.

Ialfald derind--ind, hvor hun var. Og som om hans Længsel ikke kunde
vente nu, da Beslutningen var tagen, jog han den jydske Hest frem, saa
den badedes i Sved og Fraade.

Han #maatte# sé hende, bare at have set hende og saa ride hjem. Om
det saa kun var i Smug at sé hende.

Bare at komme hende nær.

Saa følte han Varmen, ynkedes over Dyret. Sveden drev af det. Og han
stansede for at lade det puste; vilde saa ride videre. Men Dyret maatte
dog gaa langsommere.

Hvad vilde han saa hos Linds? Lade sig takke for sidst. For
andet--nei--andet turde han ikke ... Dyret gik helt langsomt. Tøilerne
faldt Erik af Hænderne.

Saa da han naaede Byens Mark, vendte Erik Dyret. Men da han kom op paa
Bakken, dreiede han Hovedet. Der laa Byen--og der ... omtrent ved
Kirken--laa Linds Gaard ... Ja, der med Skorstenen.

Saa red han hjemad. Og han red rundt i Skoven den hele Dag, Dyret lod
han græsse lidt paa Haraldhus Eng, steg saa igjen til Hest; red rundt,
snart mellem Træer, snart ad Veie, tænkte ikke derover. Da Aftenen kom,
holdt han igen paa Bakken ved Veile.

Solen var gaaet ned og de blaalige Skygger fra Skoven gled langsomt hen
over Markerne. Aaen skinnede gennem Engene. Erik følte sig saa uendelig
træt.

Han stod atter af og førte Hesten ved Tøilen og pludselig vaktes han ved
at høre Byens Stenbro under dens Hove.

Han blev ved at gaa ved Siden af Hesten; taus gav han Dyret til
Gæstgiverens Karl og gik om ad Gyden langs Haverne.

Der var en Duft af Tjørn og Syrener. Ganske tyst, thi alt var til Ro.

Han løftede Klinken til Linds Have og sneg sig ind.

Han listede frem, og kom han til en Lysning, sneg han sig bøiet tæt
langs med Buskenes Skygge. Hans Hjerte bankede, han trykkede Hænderne
mod sit Bryst, og han blev angst for Lyden af sine egne Skridt.

En Hund gøede i Huset, og han foer sammen som en Tyv. Hørte saa Skridt i
Gangen. Han trykkede sig op imod Buskene og saa Marie.

Han kunde ikke tale. Stod med bøiet Hoved og Hænderne knuget sammen, som
om han foldede dem.

Hr. Maag--hvad vil De her--Marie talte sagte, strakte Hænderne
afværgende frem--Hvorfor er De kommen?

Men ved Lyden af hendes Stemme saa Erik op. Der laa tusind Bønner i hans
Blik. Og med et Suk sank hans store Legeme ned foran hendes Fødder.

Og mod hendes Kjoles Sømme trykkede han sine Læber, mod hendes Hænder,
mod Jorden, hvor hun stod--i elskovssyg Tilbedelse.

Marie vilde fly; sagde: Maag--men Maag ... med en Stemme fuld af Graad.

Saa lod hun Armene slapt synke ned paa hans Skuldre.

Den næste Dag bad Erik Maag gamle Lind om Maries Haand. Lind gav sit
Samtykke og lovede at holde Brylluppet til Høsten.

Til den Tid drog Marie ind paa Thorsholm som Eriks Brud. Det meste af
Huset var istandsat for gamle Linds Penge; der var nye Rammer om
Slægtsbillederne, og alt det gamle Skrammel havde Marie ladet pudse op.
Hun havde ogsaa faaet ladet hugge to nye Ulve til Indkjørselen, for
baade Skjoldene og Vaabenet var for længst faldet de gamle af Kløerne.

Det var Slægtsglandsen, som havde betaget Marie. I denne store og øde
Sal, hvor hun havde vandret med Erik, der havde jo alt det levet, hvorom
hun havde læst. Her havde de færdedes, hendes Drømmes Helte, her de
stolte Fruer. Og de var alle af Eriks Slægt.

Saa gled han saa sikkert ind i hendes Sind, i Selskab som han kom med
alle hendes Drømmebilleder, der blev levende; og paa det blev hun hans
Hustru.

Ægteskabet blev lykkeligt. Erik bar hende paa Hænder.

Da Marie blev frugtsommelig, gik hun Dag efter Dag med sin Mand under
Riddersalens Billeder for at vælge Navnet til den Søn, hun bar under sit
Hjerte. Efter de berømmeligste maatte han opkaldes.

Men da Tiden kom, fødte Marie en Datter og døde samme Dag.

Eriks Sorg var saa voldsom, at de frygtede, han skulde miste Forstanden.
Barnet vilde han ikke sé.

Da det var svagt og skrøbeligt, lod Madam Lind det hjemmedøbe og gav det
i Daaben Navnet Ellen. Hendes eget Navn.

Hun skaffede det en Amme og sørgede i det hele for Barnet, hvad der var
nødvendigt nok. Thi Erik var bare opslugt af sin Sorg og tænkte kun paa
Gravmælet til Marie. En stor Marmorsten blev reist midt i Granlunden i
Thorsholm Skov, og under det Marmor lod Erik sin Hustru begrave. Der
hvilede hun bag et kostbart Gitter, med de Maagers kronede Skjold over
Navnet Marie.

Men da Madam Lind var reist, var der just ikke mange, der brød sig stort
om lille Ellen.

       *       *       *       *       *




II.

Ellen Maag var tolv Aar, udviklet som Børn er flest i hendes Alder, smal
over Skuldrene og lidt opløben. Men hun havde, Ellen, en egen Maade at
bære Hovedet paa, saadan lidt paa Skraa, med Nakken en Smule
tilbage--som var ældre end Aarene. Folk sagde, hun var et trodsigt Barn.
Det var dog en Trods af en egen Art. Helt stilfærdig. Da ingen befalede
over hende, havde hun forresten heller ingen at lyde. Men hændte det hos
Lærerinden, hvor hun læste med Justitsraadens Døtre, at en eller anden
kom hende for nær og kaldte hende for "Prinsessen"--hendes Øgenavn--saa
kunde der vel komme et Glimt i Ellens øine, som gjorde den høitalende
bange. Ellers var hendes Øine mærkelig døsige, med halvlukkede og tunge
Laag. Og Blikket var besynderlig svømmende vagt, som saa det ikke, og
sad hun hen og glemte sig i Tanker, kunde det blive forunderligt
stirrende--lige som en Søvngængers.

Barneøine var det ikke.

Forresten havde Ellen heller aldrig rigtig været Barn. Hun havde gaaet
dèr hos Bedsteforældrene, hvor Madam Lind forkælede hende, og gamle Lind
saa op til hende med en underlig trælsk Respekt, fordi hun hørte med til
dem paa Thorsholm og hed Maag.

Gamle Lind var en Særling.

Han var hjemmehørende i Norup ude ved Thorsholm; de sagde, han begyndte
med at vogte Kvæg. Vist er det, at helt tomhændet var han, da han kom
ind til Veile og gik Gaardskarlen til Haande hos Kruses. Men siden blev
han selv Karl, og han fik det store Ord baade ude og inde. Han var ogsaa
en smuk Knøs at sé til og ferm til sin Gerning, og der blev snakket
baade det og det om ham og Madam Kruse. For hun var ung endnu, og Kruse
var henved de halvfjerds.

Men hen i Aarene saa man jo nok, det kun var Sladder, for da Tiden gik,
og Datteren Ellen voxede til, laante Niels--han havde nu taget Navnet
Lind (egenlig hed han jo bare Niels Mortensen) og forestod Kramboden,
for gamle Kruse begyndte at gaa i Barndom--Ellen mange venlige Øine og
Folk talte meget om de to.

Saa en smuk Dag blev der Bryllup hos Kruses i Hui og Hast: det var gaaet
galt med Jomfruen. Gamle Kruse mærkede ikke stort til det hele, han var
som sagt blevet saa svært gammel, men Madammen græmmede sig, saa hun
blev graahaaret, og der var dem, der sagde, hun var ikke rigtig ved det
ligefra den Bryllupsdag.

Aaret efter døde hun, og Lind tog hele Styret. Hans Kone blev saa sær
efter Moderens Død, besynderlig lyssky og skræmt. Saa skaltede Manden,
som han vilde, og de blev rigere Dag for Dag.

Fem-seks Aar efter Brylluppet brændte det for Lind. Han havde længe
ønsket, det vilde tage fat i den gamle Kasse, og saa tog det fat en
stormfuld Augustaften, inden Kornet endnu var kommet i Hus. Alt var
derfor saa heldigt, som muligt; det værste var, at gamle Kruse brændte
inde, men han vilde jo alligevel nok være død inden længe.

Lind byggede alt op fra nyt--Assurancen havde været meget høi--og gjaldt
nu for Byens rigeste Mand.

Noget efter blev Marie født. Hun fik den bedste Opdragelse, der kunde
skaffes, og hun kunde vikle Faderen om en Finger. Saa giftede hun sig
med Erik Maag og døde.

Al Forkælelsen overførtes da paa hendes Datter. Og Ellens Forkælelse var
af en egen Art. Thi det var, som om al Bondekarlens Servilitet overfor
sit Herskab vaagnede hos gamle Lind overfor Datterdatteren. Han levede
saa at sige evig med Huen i Haanden for sit eget Barnebarn.
Tjenestefolkene kaldte hende Frøken; hun havde sit eget Værelse, hvor de
Maagers Skjold prangede baade over Speile og paa Puder, og Lind holdt
af at kalde hende for Spøg: Deres Naade, ligefra den Dag, hun var blevet
indskrevet i Valø.

Saaledes blev Ellen forkælet af begge Bedsteforældrene: af den ene
pyldrende forknyt, af den anden underlig pretentiøst: og det hele
virkede eiendommelig paa Barnet.

Hun kom til at staa Bedsteforældrene fjærnt og følte sig tidlig som
noget andet og bedre end de. Mod Bedstemoderen kunde hun nok være
kærlig. Men naar Madam Lind, hvad saa ofte hændte, sad stille hen og
græd, og Ellen reiste sig fra Forhøiningen, hvor hun sad, og gik hen og
kyssede hende og klappede hende paa hendes hvide Haar og trøstede hende,
da var der dog altid i hendes Kærtegn noget overlegent, næsten noget
nedladende.

Med Bedstefaderen talte Barnet sjældent. Hun foragtede ham med Børns
Instinkt. Maaske skyldtes det ogsaa noget Forholdet til Thorsholm.

Gamle Lind havde altid kun haft Haan tilovers for Erik Maag, og han saa
i Ellens Fader ikke andet end "Fattigkarlen", der snart maatte gaa fra
Gaarden. Den gamle Pengepuger hævnede sig paa Faderen for al Trælskheden
mod Datteren. Han kaldte just ikke Maag med de kønneste Navne i Barnets
Nærværelse.

En Dag kom der ved Middagstid ridende Bud fra Thorsholm med et Brev,
Anmodning om et øieblikkeligt Laan. De Anmodninger kom altid som Lyn og
maatte følges strax.

-Saa, nu skal han igen paa Porten, faar han ikke Penge, sagde Lind.

-Hvormange, spurgte Madammen.

-Aa--Satan--han slog til Tallerkenen--og saa kan den Usselhund ikke en
Gang hente dem selv ...

-Mener lille Bedstefa'er, Papa, sagde Ellen, hun havde reist sig.

Lind saa lidt over.

-Saa kan jeg bringe Papa Pengene. Vil Bedstefader maaske la'e spænde
for? Og Ellen gik fra Bordet, purpurrød. En Time efter kørte hun til
Thorsholm i Kalechen.

Da var hun elleve Aar.

Forresten kom hun sjældent til Thorsholm. Faderen havde igen slaaet sig
paa Prangerne, og det gik ofte lunt nok til paa Gaarden. Han reiste
ogsaa rundt til alle Markeder og drog tit til Kros--man maatte altid
gøre endel for Bedriftens Skyld.

Rødkindet var han blevet og meget svær.

Kom Ellen til Thorsholm, var hun mest alene. Gik rundt paa Gaarden og i
Huset; sin bedste Tid tilbragte hun i Riddersalen. Den gamle Pige--hun
havde oplevet Hr. Christens Tid, og hun havde sin Viden fra
Jacques--fortalte hende vidt og bredt om Billederne. Meget af, hvad hun
fortalte, forstod Ellen slet ikke, men det vidste hun, at alle de store
Mænd var af hendes Slægt, og naar hun siden kom hjem til Veile, fyldte
hun alle Bøger med Storheden fra Thorsholm.

Den skønneste Historie, det var den om Dronningen; hun gyste saa angst,
naar hun hørte den, og hun syntes, hun kunde se Blodet fra Erik Maags
Hals ... saa rindende ned over Kniplingerne ... men altid og altid vilde
hun høre Historien igen.

Hun fik Lov til at gaa hvor hun vilde i Huset. Kun i det østre Taarn var
der lukket af. Det var den gamle Herres Værelse, og der kom ingen ind.
Pigen sagde, det spøgede.

Faderen var oftest ude; var han en Gang imellem hjemme, var han tidt i
et mildt sørgmodigt Lune. Saa gik de sammen ned til Moderens Grav.

Den laa i Haven. Man gik langs med Bækken gjennem Bøgelunden. Indtil det
mørknede, og Stien snoede sig mellem Granernes slanke Træer, hvor der
var ganske tyst.

Der paa en aaben Plads laa saa Graven. Der var et Flor af Roser foran
Marmormonumentet.

Faderen viste Ellen Gravstenen og lod hende læse Indskriften for sig.

-Læs den igen, sagde han. Og Ellen læste:

  MARIE AF MAAG
  FØDT DEN SJETTE AUGUST 1829.
  DØD DEN FEMTE NOVEMBER 1851,
  ELSKET UD OVER GRAVEN.

indtil hun var ved at græde.

Saa gentog Maag det sagte, satte sig paa Græsbænken ved Stenen og glemte
Barnet.

Ellen saa paa ham, gik til og fra, klappede ham og stirrede igen paa
Monumentet med det store Vaabenskjold. Tilsidst begyndte hun at kede
sig; og spurgte om det og det og fik intet Svar. Saa kunde det hænde,
hun blundede lidt i Sommervarmen, med Hovedet op til Marmorstenen, mens
Myggene summede.

Naar hun da vaagnede ved en Susen i Granerne, fór hun op.

-Fader, sagde hun og tog i ham: Fa'er.

-Hvad vil du--

-Skal vi ikke gaa hjem? Det bliver mørkt.

-Saa? Ja det er blevet silde.

Og de reiste sig og gik bort mellem Granerne.

Andre Dage kunde Maag være livligere.

Han tog Ellen med sig paa Kjøreture rundt i Egnen. Hun var altid angst
for de Kjøreture. De holdt saa tit, saa ved den Gaard og saa ved den, og
mens Ellen kom op i Storstuen og fik Kleiner og Kirsebærvin, blev
Faderen i Mellemstuen og drak Velkomst. Angst lyttede hun efter naar de
klinkede.

Kom, Fa'er, sagde hun. Hestene bli'r utaalmodige--og vi skal hjem.

Ud paa Eftermiddagen gik Ellen ikke mere ind. Faderen var saa rød og
saa høirøstet. Hun var bange for hans Øine. Hun blev i Vognen og hun
trykkede sig rystende op i et Hjørne af Kalechen i dump og fortvivlet
Angst. Naar saa Faderen kom ud, rødblisset og stortalende, sad Ellen
stum, uden at svare, med tørre Øine. Graaden stemmede op i hendes Hals.

Og Faderen blev ved at snakke op, indtil han snorkende faldt sammen.

Men vaagnede han ved et Skump af Vognen, raabte han til Kusken om et ny
Holdested, og om Aftenen sluttede han af i en Kro.

Da ventede Ellen i Vognen. Men naar Faderen blev forlænge borte, kunde
hun ikke blive siddende derinde. Hun slog Overlæderet tilbage, og sagte
sneg hun sig ud af Kalechen. Hun gøs ved at høre Støien fra Skænkestuen,
og i Skyggen af Vognen gled hun hen til Huset. Hun skelnede Faderens
Stemme mellem de andre og skælvende krøb hun op, holdt sig fast paa
Kælderhalsen, og saa ind i Gæstestuen med Ansigtet trykket mod Ruderne.

Der sad han--Aa hvor han lo--med Haanden i Lommen og udspilede Ben ...
Vesten var knappet op ... saa han rystede og Signetet hoppede paa
Maven ...

Ellen hørte hans Latter, og hun slap Kælderhalsen og sløv faldt hun
sammen og satte sig paa en Sten i Skyggen. Hendes Hjerte var koldt af en
ubeskrivelig Kummer.

Saa reiste hun sig, sneg sig tilbage til Vognen, løftede Overlæderet og
gemte sig i Mørket for at græde.

Der var dog ogsaa lyse Minder fra Thorsholm.

En Gang i Julen--Ellen var allerede næsten tretten Aar--hentede hendes
Fader hende uventet om Morgenen. Der var en heftig Ordstrid, inden de
kom afsted. Ellen græd, Bedstemoderen græd, og gamle Lind skændte; men
saa fik hun sin Peltskaabe paa og kørte.

Faderen talte næsten ikke paa Turen; da de kom hjem havde han mange
Pakker med i Vognen og meget at ordne.

Ellen var saa vant til at være alene. Hun gik ned til sin Moders Grav
med en Krans af Christtorn, den gamle Pige havde bundet, og saa langs
med Veien til Nørup.

Maagernes Familiebegravelse var der i Kirken, i Kælderen, under Koret.
Gamle Linds Forældre laa begravet paa Kirkegaarden, med et prunkende
Kors, Sønnen havde reist paa Graven. Ellen havde Blomster med fra Veile
og lagde dem paa Gravstedet.

Hun stod og læste sagte Navnene, Morten Nielssen og Ane Pedersdatter og
Indskriften, et langt Skriftsted. Saa gik hun hen til Kirken ved Koret,
hvor Gravkapellet var, og hun lagde sig ned paa Sneen for at kigge ind
ad det gitrede Vindue. Der kom en muggen Luft ud fra Mørket. Og
pludselig løb hun tilbage til Linds Grav, samlede Blomsterne sammen, hun
havde ordnet om Korset, og hurtigt, en for en kastede hun dem ind gennem
Gitret til Maagerne.

Da kun kom hjem, spiste hun alene. Hun spurgte ikke, hvor Faderen var,
eller om han var kommen. Hun vidste, hvor han pleiede ... Hun sad alene
ved Bordet i den store Stue, spiste og lod Pigen tage ud. Den gamle gik
forbi, talte til hende og søgte at klappe hendes Haar; hun drog Hovedet
bort.

Hun satte sig i Dagligstuen foran Ilden. Hvor den slikkede Brændet ...

Hvor er han dog? Mon han dog ikke kom hjem?

Hun begyndte at gaa op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen. Hun
virrede med Hovedet, som jog hun Fluer fra sit Haar, og hun trampede
haardt i, naar hun gik.

Hvorfor havde han saa hentet hende--hvorfor? naar det blot var, for at
hun skulde sé ...

Hun satte sig igen foran Ilden, gav sig igen til at spadsere.

Saa just, da hun dreiede om ved Vinduet, kom Faderen ind med Lys. Det
blændede hende.

-Er Du kommen?--Hun kunde næppe tale, saa glad blev hun. Jeg troede ...

Hun mærkede, han havde ikke drukket.

-Aa--at du kommer.

Han lo:--For jeg har slet ikke været ude--sagde han.--Kun gjort i Orden
til iaften.--

Ellen saa paa ham.--Til iaften--?

-Ja---ser du ikke, hvor jeg er fin--sagde han,--vi har Fest idag, i
Riddersalen.--Faderen havde sort Kjole og hvidt Slips.

-Men vi to alene, Fa'er?--Ellen lo: Det havde hun aldrig hørt.--Og ingen
andre?--

-Vi to. Ja--der er færdigt--sagde han. Han bød sin Datter Armen og gik
over Gangen. Pigen ventede og slog Døren op.

-Men, Fa'er.--Ellen slap hans Arm,--har du tændt i Kronerne-- ...

Hvor det straalede.

-Ser du ikke din Moders Billede--? sagde Maag.

-Jo--der var det.--Det er nyt? sagde hun.

Men--Fa'er--naar har du faaet det?

-Ja--jeg har faaet det malet, sagde Faderen. Han havde foldet Hænderne
og stod foran sin Hustrus Billede.--Hvor hun er smuk sagde han. Det
ligner hende. Saaledes saa hun ud.

Han stod længe, og pludselig dækkede han Ansigtet med sine Hænder og
græd.

Ellen gik hen til ham. Han mærkede hende ikke. Men da hun hvidskede:
Fa'er og lagde sit Hoved ind til hans Bryst, sænkede han Hænderne; de
faldt ned paa hendes Skuldre.

-Hvorfor skulde hun ogsaa dø, sagde han, og--jeg blive--en slet Fa'er.

Ellen sagde intet, hendes Øine bleve fulde af Taarer, og hun knugede sig
fast ind til sin Faders Bryst.

De græd, støttet til hinanden. Saa begyndte han gjennem Graaden at
fortælle hende om hendes Moder, om deres Liv, om hendes Skønhed og deres
første Møde.

Og mens de talte, gav de sig til at gaa op og ned ad Gulvet ved Siden af
hinanden, han holdt sin Arm om hendes Hals.

Han førte hende ind i Taarnet og viste hende Vinduet, hvor de den Aften
havde staaet; Stedet i Karmen, hvor hun havde ridset sit Navn ... Og hun
havde lænet sit Hoved der mod Sprossen, og han havde slaaet Vinduet op.

-Men da var det Sommer, sagde han. Han satte sig paa den høiryggede Stol
ved Vinduet og saa ud. Maanen var kommen op. Dens Skær lagde en blaalig
Glands hen over Plænernes Sne.

Maag støttede sig til Karmen og stirrede længe ud. Ellen saa, at han
græd paany, og hun sagde:

-Her er koldt, lad os gaa ind.

-Ja--det er koldt. Maag vendte sig og uden at tale vendte de tilbage
til Salen og begyndte atter at gaa op og ned. Faderen talte om
Billederne, udpegede de enkelte, fortalte deres Historie.

Han havde tjent ved Hoffet og han været Rigets Marsk. Hans Frue, Damen
der, med Bønnebogen og de store Øine--hun var kendt som den skønneste
Kvinde i Landet.

Ellen havde lagt sin Arm i Faderens; pludselig standsede hun og pegede
paa et Billede paa den modsatte Væg. Hun ligner mig, sagde hun. Ikke
sandt.

-Dig--hvem--det var Ellen Maag, som han saa. Sorgfuld, Rosenkransen i de
hvide Fingre og--hans Datters Øine løftede fra Bogen.

Han blev staaende betaget.

-Hvad hed hun? spurgte Ellen. Og da han ikke svarede, sagde hun igen:

-Var hun ulykkelig, Fader?

Faderen slap hendes Arm og vendte sig. Det er Ellen Maag, sagde han.

Da de havde spist, gik han ind og hentede et gammelt Skrin af Skildpadde
med Forsiringer af Sølv. Det var en Gave fra en af Frankriges Konger,
kostelig indlagt, med et kongekronet L. paa Laaget.

Skrinet var fuldt af gamle Smykker, brede Halskæder og Bælter med ædle
Stene, Resterne af de Maagers Glans. Han fortalte, hvem de havde
tilhørt, og naar de var skænket.

Ellen saa paa Smykkerne, som de laa der straalende i Rad paa Bordet,
begyndte at sammenligne og veie dem i Hænderne ... Hun følte næsten
Ærefrygt, naar hun tog dem. Der var gyldne Spænder med de Maagers
Navnetræk sammensat af funklende Stene, og Kæder, hvor Slægtens eget
Skjold vekslede paa de sammensatte Led med de Billers og Hvidernes
Lillier. Der var Ringe og Baand til Armen og Rosetter til Atlaskes Sko.

Saa rev Ellen pludselig Haaret ned, saa Fletningerne faldt om hendes
Skuldre, og hun fæstede hurtigt et Par Kæder om Hoved og Hals.

-Hvad vil du, sagde Faderen.

Hun lo og løb ud.

Maag havde reist sig, gik frem og tilbage. Han saa paa sin Hustrus
Billede og vendte sig igen til Ellen Maag. Denne Lighed forfulgte ham.

-Hvorfor blev hun ogsaa kaldt Ellen? Der var Navne nok--man havde burdet
kalde hende Marie.

Han gav sig igen til at gaa.

-Men egenlig lignede de alle hinanden, Portræterne. Det var den samme
Mund, fyldig rød--lysten og træt, det samme Blik under tunge Laag hos
dem alle.--De var saadan, Kvinderne af de Maager--

Han begyndte at sammenligne, at ville finde Ligheder, syntes saa, at
nogen mumlede bag ved ham og dreiede Hovedet.

Han saa Datteren ligge foran Ellen Maags Billede ... Der laa hun foran
sin Navnes Maleri, med løftet Blik over Bønnebogen, sort indhyllet, med
Rosenkrans mellem de foldede Fingre ... Som om Ellen Maag var steget ned
fra sin Ramme.

-Ellen, Ellen.

Han foer hen imod hende, rev Rosenkransen ud af hendes Fingre og stødte
til hende, saa hun faldt om paa Gulvet.

Ellen gav sig til at le, sprang op igen og kastede Psalmebogen: Kan du
saa sé, jeg ligner, sagde hun, lo stadig og lod sit sorte Gevandt slæbe
henad Gulvet. Jeg havde jo det Tableau hos Justitsraadens anden Juledag.

Maag besindede sig og taug.

Men lidt efter slukkede han Riddersalens Lys.

Et Par Dage efter kørte Maag Ellen hjem til Veile. Naar Ellen kom
tilbage fra Thorsholm, var hun altid tausere end sædvanlig, talte ikke
med nogen. Var det Sommer, søgte hun ud i Haven i Lysthuset, som Madam
Lind kaldte "hendes Moders Lysthus". Hun vilde ikke spørges ud om noget
paa Thorsholm, og hun kunde ikke holde ud at se paa Bedstefaderens graa
Klædeskasket og den rødbrune Paryk, som sad skævt.

Hun hadede Butiken mer og mer: denne fedtede mørke Bod med sine Sild og
sine uldne Tørklæder og den evige Stank af Skraatobak og gammel
Lampeolie. Og Bønderne, der trampede ind med deres Træsko og skændtes om
Tøndemaalet eller pruttede om et Stykke Sirts. Undertiden, naar hun kom
derind; for at hente et Stykke Papir eller Avisen, kunde hun standse i
Døren og lytte til en Handel. Det var en Kone, som pruttede om to
Skilling, og Svendene bandede og svor, at det var det billigste Køb. Og
saa tilsidst, naar Konen var kommen hen til Døren, kaldte Svenden hende
tilbage og slog den ene Øre af; og Konen vendte tilbage og følte igen
paa Tøiet med: "Næ"--og "Li'eveller"--og Kampen begyndte igen om den
sidste Skilling--

Men vilde hun saa ikke handle, og var hun med sine Pakker allerede helt
ude paa Trappen, gav Svenden Køb og Konen fik Tøiet--

En Dag spurgte Ellen Svenden: Sælger vi det da uden Fortjeneste?

Svenden lo ... Nei, det var sat fire Skilling op for Prutningen, Vi
kender da nok Maren Peer's.

Ellen saa paa ham. Ved Bedstefader det? spurgte hun. Svenden kunde slet
ikke svare for Latter ... Saa er det Bedrageri, sagde Ellen. Siden den
Tid kom hun aldrig mere i Butikken.--

Om Aftenen efter, at hun var kommet hjem fra Thorsholm spurgte
Bedstefaderen hende, om hun havde bragt Blomsterne op paa Kirkegaarden.

Ellen lod, som hun ikke hørte det. Hun havde ikke talt til
Bedstefaderen, siden hun kom hjem. Men han spurgte igen:

-Bragte du Blomsterne op?

Hun blev en Smule rød;--Ja, jeg bragte dem.

-Var der megen Sne? spurgte Lind igen.

-Jeg ved ikke. Pludselig saa Ellen op: Men jeg lagde dem ikke paa jeres
Grav, sagde hun.

-Ikke paa Graven? han flyttede Piben, hvor Satan da?

Hun saa lige paa ham: Jeg kastede dem ind i Hvælvingen, sagde hun.

Gamle Lind blev meget rød og tog Piben af Munden, men saa betvang han
sig og tav lidt. Var du osse denne Gang ude at køre med din Fader? sagde
han langsomt.

Ellen forstod. Nei.--Hendes Stemme var rolig--det var for koldt, lille
Bedstefader.

Nogle Maaneder ind i dette Aar just som Ellen havde fyldt tretten Aar,
døde Madam Lind. Den sidste Dag, hun levede, kom Justitsraaden derned,
og der blev talt længe inde i Sovekamret. De sagde, der var blevet opsat
Testamente, som gjorde Ellen Maag til Arving af det hele, naar gamle
Lind en Gang var død, men rigtig Besked vidste ingen.

Der var blevet ganske stille i Huset. Butiksklokken gik ikke mere;
Svendene sad hver i sin Krog med Albuerne paa Disken og gloede maabende
paa Folk, som gik forbi, stadig paa det andet Fortoug, og skævede til
Vinduerne.

Inde i Stuerne gik Pigerne paa Hosesokker henover Tæppestrimlene fra Dør
til Dør.

Og under Stilheden hørte man en ustandselig Dikken, af alle Uhrene
ligesom om Natten.

Ellen var forskræmt. Hun havde faaet den gamle Psalmebog i Hænderne, og
hun sad og stirrede paa dens store Skrift uden at læse. Men en Gang
imellem tog hun Fart og gav sig til at mumle Versene.

Saa blev hun kaldt ind.

Da hun kom ind i Kamret og saa Bedstemoderen, ubevægelig paa den hvide
Seng, greb hun krampagtig om Dørstolpen og vilde vende om.

Bedstemoderen vaktes ved Støien: Er det dig? sagde hun stille. Er du
bange for mig? Ellen blev staaende.

-Kom herhen. Ellen gik, og hendes Hænder sank klamme ned i
Bedstemoderens Haand, som raktes frem imod hende ... Nu er det ordnet,
altsammen ordnet.

Bedstemoderen sukkede dybt, og hun løftede sin matte Haand op imod
hendes Hoved og rørte hendes Haar: Ellen--mit Barn.

Hun Følte den døendes Haand paa sin Pande og skælvede. Og fattende
første Gang alt, hvad hun nu skulde miste sank Ellen Maag hulkende ned
foran Sengen.

Bedstemoder, Bedstemoder! Og i afmægtig Sorg greb hun den døendes
Hænder og hun kastede sig frem over Sengen: Bedstemo'er, hvad skal vi
dog gøre? Bedstemoder, dø ikke--

Den døende løftede Hovedet, begge de famlende Hænder vilde fatte om
Ellens Hoved, og hun nærmede hendes Ansigt til sit som for at sé. Lille
Barn, sagde hun, er du saa bedrøvet? Hun faldt tilbage med et Smil om
sin Mund. Jeg havde ikke troet det ... Tak, sagde hun. Gaa nu.

Ellen reiste sig, men Bedstemoderen greb igen hendes Arm, tvang hendes
Hoved ned mod sit Ansigt og forsøgte at tale ... Saa var hun død.

Vaagekonen fandt Ellen paa Gulvet, besvimet udstrakt foran Sengen med
hendes Bedstemoders Lig.

... Ellens Sorg var i de første Dage heftig og urimelig. Hun vilde ikke
skilles fra Liget, og hun fik Krampe, da Kisten blev bragt ind i Huset.
Efter Begravelsen blev det bestemt, at hun efter Sommerferien skulde
hjem til Thorsholm. Maag vilde forskrive en fransk Guvernante fra Genêve
og antage en Husholderske.

Hele Sommeren, til hun tog bort, tilbragte Ellen sine Aftener oppe paa
Kirkegaarden ved Bedstemoderens Grav, og hun bandt hver Dag Krandse til
at hænge om Korset.

Saa i Slutningen af August tog hun hjem til Faderen.




III.

Ellen elskede Riddersalen. Der kunde hun være alene. Hun kunde sidde med
Hovedet støttet i sine Hænder den lange Sommereftermiddag, fortabt i
sine Drømme uforstyrret.

Ellen var ikke lykkelig med sine femten Aar.

Den første Tid hun var paa Thorsholm, havde hun kæmpet med Faderens
Svaghed. Hun var sammen med ham om Dagen, hun var hos ham om Aftenen,
hun vaagede over ham altid.

Hun havde ladet Meubler flytte ind i Værelset i det østre Taarn. Saa
sendte hun Guvernanten bort, og de to blev alene. Hun sad med sit
Arbeide, Ansigtet bøiet ind under Lampen: Faderen røg med Cognacsflasken
foran sig ... Det var Ellen, der talte. Alt det, hun kunde finde, løst
og fast, blot hun vidste noget at fortælle ... Maag sad og hørte, dorsk
med Albuerne paa Bordet, og gød Røgskyer ud i Strømme. Men naar han saa
havde faaet fat paa Glasset og ilfærdig tømt det og sat det ned, saa kom
der stødvis en hakkevoren, flovt-forfjamsket Snaksomhed over ham, mens
han blandede det næste Glas, fik Sukkeret opløst og sat Smag.

Ellen dukkede sig dybere over Arbeidet.

Saa begyndte hun at spørge ham. Det var altid om Moderen. Og der var
Aftener, han kunde glemme Drikken; han gav sig til at gaa op og ned ad
Gulvet, han talte sig ind i Minderne, blev saa atter taus, mens han blev
ved at gaa ... Og Ellen følte hvert Minut som en Jubel.

En Aften, da hun bragte Glasset ind, sagde hun, at hun vilde lave hans
Toddy. Hun gjorde den ligesaa stærk, som han pleiede. Maag smagte paa
den: Du gjor den kraftig, sagde han, meget for kraftig. Han blandede
Vand i. Meget for kraftig.

Og han sad og smækkede med Tungen og aandede, som om det brændte ham.
Det er jo ellers bare Vand, man skyller ned, sagde han, for at fordrive
Tiden. Han blandede bagefter selv et Glas: hun skulde smage. Rent
Sukkervand til Tidsfordriv, sagde han og smilede med sit sky Smil. Ellen
rørte Drikken med Læberne.

Ellen holdt flere Aftner Drikken lige stærk, gjorde den først langsomt
svagere. Faderen blev ved med sit: Ikke for stærk min Pige, ikke for
stærk, det er jo ellers bare Vand, jeg skyller ned.

Og saa en Morgen fandt hun en tom Cognacsflaske skjult i hans Seng.

Hun kæmpede ikke mere; hun vilde nu kun forsøge at skjule: dække, for
at Mademoiselle intet skulde erfare.

Mademoiselle havde faaet en levende Interesse for Præstens l6-aarige Søn
i Norup, hun gav ham Timer. Ellen lod Vognen spænde for, og Mademoiselle
kjørte derned om Eftermiddagen.

Saa var hun alene, Faderen var ude, taget ud fra om Morgenen. Da kunde
hun sidde paa den samme Plet i Dagligstuen timevis og vente. Hun syede,
eller Hun havde taget en Bog--men Sytøiet faldt ud af hendes Hænder og
hun læste ikke ... Hun sad kun ørkesløs og forstenet, og uden at hun
vidste af det, kunde hjælpeløse Taarer rulle ned ad hendes Kinder.

Eller hun reiste sig og gik ind i Riddersalen, hvor der var koldt med
Sneblomster paa Ruden. Men hun mærkede ikke Kulden. Thi alt som hun gik,
begyndte hun at brænde som i Feber, mens alle Aarer bankede. Hun havde
ikke Ro, gik rastløs fra Væg til Væg.

Hun gav sig til at tale til Billederne--

Og hun talte høit om sine Sorger--hun gav sine Lidelser Ord--hun raabte
i Kummer. Aa--hvor hun led, hvor hun led.

Hun rakte Hænderne frem, hun græd, hun bad, hun besvor. Hvad kunde hun
dog gjøre ved sin Fader? Det blev jo kun værre og værre, og alt, hvad
hun gjorde, var forgjæves, og alt, hvad hun bad, var omsonst--og hvad
skulde hun dog gjøre? Sig mig dog--hvad skal jeg gjøre?

Men hvorfor hang de der ogsaa, naar de ikke kunde hjælpe? De saa jo dog,
hun kunde ikke mer; de saa jo dog, de havde næppe Brødet, at Alting var
ved at smuldre væk--alt baade Navnet og Gods.

Men hun havde ingen Skyld,

Og tilsidst maatte de sælge Thorsholm ...

Ellen Løste sit Haar, som tyngede hendes Nakke, og hendes Kinder
brændte. Men hun hørte op at græde. At sælge Thorsholm. Hun vidste, det
maatte komme, men hun kunde ikke tænke det; det forstenede hendes Graad ...

Men naar det kom, saa vilde hun tage alle Billederne ned ad Væggen her,
og hun vilde skjære dem ud af deres Rammer hvert ét og hun vilde brænde
dem allesammen.--Og saa først var hun alene; helt alene.

Saa kom Faderen hjem. Kusken hjalp ham ud af Vognen og op ad
Stentrappen.

Hun hørte ham bande og vakle over mod Væggen ude i Gangen og le og
snakke med sig selv.--Hvor hans Ansigt var rødt! Naar han var fuld,
vilde han altid have hende om sig. Hun skulde sætte sig paa hans Skød,
og han havde Anfald af Ømhed, hvor han klappede hendes Haar--og kyssede
hende og stirrede saa stift paa hende med dorske Øine.

Ellen sad bleg under hans modbydelige Kærtegn.

Han fortalte, og han vilde have mer at drikke--og hun var glad ved at
kunne reise sig og skænke for dog at komme bort fra hans Skød--

Saa faldt han snorkende sammen, og han sov i Stolen med det tunge Hoved
tilbage og vidt aaben Mund--

Men undertiden kom han slet ikke hjem. Mademoiselle var kommen tilbage
og gaaet til Ro. Alle paa Gaarden var i Seng. Ellen ventede endnu. Hun
sad alene i den store Dagligstue, og førte Strikkepindene med sine
febrilske Fingre. Naar Hunden foer op i Gaarden, eller Vinden slog forbi
Ruderne, gøs hun og lyttede--nei--det var ikke ham, og hun blev ved at
strikke og bevægede Læberne mekanisk, naar hun talte Maskerne.

Og Faderen kom ikke.

Hun begyndte at dække Stykker over Møblerne og at rydde op til Natten,
hun vilde ikke blive oppe; hendes Øienlaag faldt sammen af Træthed, og
hendes Lemmer var tunge som Bly.

Men naar hun vilde tage Lampen for at gaa, lod hun sig igen falde ned i
en Stol og hun blev ... Hun gled sammen i Sædet, lukkede Øinene og
blundede.

Hun vækkedes ved en Støi: Er det Dig, sagde hun og foer op ... Hun
troede, det var Faderen.

Men det var kun Ole, som stod henne ved

Døren paa Hosesokker og krammede om sin Kasket.

Hvorfor er De ikke i Seng, spurgte hun.

Karlen svarede ikke, krammede bare Kasketten: Det er sent--jeg venter
paa Fa'er--

Ole vendte sig: Herren er ikke kommen hjem, sagde han sagte.

-Nei.

Der var igen stille, saa sagde Ole endnu sagtere: Tillader Frøkenen ikke
jeg kører ud med Vognen--der er saa meget--glat paa Veien.

Ellen blev blussende rød ... Saa vendte hun sig bort ... Tak.

Lidt efter hentede Ole Maag nede i Nørup Kro.

Til Veile kom hun sjældent. De lange Aftener, hvor Faderen sad halvfuld
over sin Flaske, gik ikke hen uden aabenmundet Fortrolighed. Det var
alle Rygterne om Ildebranden og meget mer, givet i lattermilde
Antydninger, som Ellen langtfra alt forstod. Men hun fik dog næsten
Rædsel for Bedstefaderen.

En Aften, da Ole var kjørt ud for at se efter Maag, fandt han ham med
begge Ben brækkede liggende i en Grøft. Han løftede ham op i Vognen og
kørte ham hjem. Han havde ligget ved Veikanten et Par Timer, og Benene
svulmede voldsomt op. Lægen erklærede, det vilde blive langvarigt.

Efter at Maag, der havde havt stærk Feber den første Tid, var blevet
meget bedre, kom der en Dag ridende Ilbud fra Veile for at hente Ellen.
Den gamle Lind var blevet meget syg og vilde se hende før sin Død. Ellen
vilde først ikke tage bort, men da Faderen ønskede det, reiste hun. Hun
maatte blive der fire Dage ... Saa blev det bedre med den gamle. Det
skulde ikke være den Gang, sagde han selv, da han igen kom til Mælet.

Da Ellen kom tilbage, traf hun Faderen meget bedre. Mademoiselle havde
installeret sig ved hans Seng.

Mademoiselle var en lille korpulent Dame, som sagde, hun var fyldt en og
tredive Aar, og som ved Hjælp af Pudder, falske Tænder og et Sæt
Nakkekrøller kom til at sé ud, som om hun var i Nærheden af de fyrre.
Mademoiselle paastod, hun var af meget gammel Familie, og hun plyndrede
Dumas' Romaner for at forklare sin Nedstamning fra Korstogene.

Naar hun fortalte, flød hun gjerne ud i Graad over sin egen Veltalenhed,
og smurte saa Tusch og Sminke rundt i Ansigtet med sine ringbesatte
Fingre.

Hun titulerede Napoleon Forbryderen fra St. Helena og slog Korsets
Tegn, naar hun nævnede Robespierre.

Saadan var Mademoiselle.

Denne Dame fik efterhaanden megen Færdighed i at lægge Maags Puder til
rette bag Ryggen og i at læse ham i Søvn med Lamertine.

Ellen lod hende skalte, som hun vilde.

Men en Aften, da hun kom hjem fra Moderens Grav, kunde Faderen næppe
tale: han laa halvdrukken og lallede.

Cognacflasken stod paa Bordet ved Sengen.

-Hvem har givet Dig Flasken? spurgte Ellen.

Faderen stammede, gav sig til at klynke.

-Hun har sat den her hen--og vi er--ja--vi er jo svage ...

-Hvilken hun?

-Ja ... Mamsellen, men ... jeg vil ikke sætte ... Splid ... for ...

Fra den Dag hadede Ellen Maag Guvernanten.

Alligevel tog Damen fra Korstogene mer og mer Raadighed over Maag og
over Huset, og Folk talte allehaande. Men Ellen hørte intet eller vilde
ikke. Hun var begyndt at gaa til Præsten og skulde konfirmeres til
November. Det var sent nok, siden hun allerede var fyldt de seksten Aar.

--Ellen og Mademoiselle læste i Havestuen. Ellen var kommen ned før
Timen og sad ude paa Trappen paa Trinet og stirrede ud i Sollyset.

Hun følte Heden over sig som en mat Ladhed ... og hun fulgte med
Blikket, mens hun sad og døsede, Insekterne, der virrede, og hun aandede
dybt for at fange Jasminernes Duft fra Busketterne.

Der var i den sidste Tid kommen denne Ladhed over Ellen.

Der var intet mer, som kunde binde eller fæstne hendes Opmærksomhed, og
hun var altid adspredt. Det var rent ud besynderligt, hvor alt
distraherede hende: et Insekt, som fløi forbi, et Blad, der faldt til
Jorden. Saa fulgte hun Bladet, som det dalede, og Bogen hun læste, gled
ned ad hendes Skød, uden at hun mærkede det.

Hun bare drømte ... sad hen og drømte.

Men vaagnede hun op, vidste hun ikke, hvad hun havde tænkt, følte blot
som en mattende Tyngsel ligge over sig. Og hun var altid træt, gad ikke
gaa og intet foretage sig.

Hun græd ofte og med ét, naar hun sad, foer hun med Haanden til Hjertet,
saadan gav det sig til at banke. Hun blev rød og hvid uden Grund; altid
havde hun Sting, var stakaandet og fik Blodet til Hovedet.

Hun havde i den sidste Tid kastet sin Kærlighed paa en graa
Kattekilling, og hun kunde sidde timevis med det lille Dyr i Skødet og
klappe den og kysse den paa Snuden. Om Natten sov den ved Fodenden af
hendes Seng. Ellers var hun ikke overdreven ødsel med Kærtegn.

Der kunde gaa Dage, hvor hun ikke talte til sin Fader, og naar Middag
var ovre, gik hun oftest bort fra Gaarden, ingen vidste hvorhen. Saa tog
hun Veien gennem Haven ned til Skoven. Der var noget borte en Bakke,
hvorfra man kunde se Havet som en skinnende, blaa Stribe langt ude i
Horisonten bag Lyng og Marker. Der laa hun saa halve Dage med Ansigtet
op i Solen og stirrede. Eller hun krøb op i et af de store Lindetræer i
Haven, og gemt mellem Grenene sad hun Timer igjennem, halvt fortumlet af
den sødlige Duft.

Saadan underlig lad og sandsetung og dovenadspredt var Ellen bleven i
den sidste Tid.--

Ellen blev vækket af Mademoiselles Stemme, der skreg op i Fistel inde i
Havestuen, og hun reiste sig for at gaa op ad Trappen.

-Som sædvanlig for sent, sagde Mademoiselle, der sad ved Bordet.

Ellen svarede ikke. Hun satte sig uden at se paa Lærerinden og aabnede
Bogen. Det var Jocelyn, sagde hun.

Hun læste søvnigt nogle Vers; naar hun blev rettet, sad hun og legede
med sine Fingre.

-Jeg ved ikke, om _ma petite_ hører efter, sagde Mademoiselle.

Ellen svarede ikke, blev bare ved at læse. Mademoiselle tog nervøse Tag
til Haaret, sagde:

-Nei--De forstaar ikke Skønheden. Ellen pillede.

Kan De det udenad.

Ellen lukkede Bogen og stadig med pillende Fingre, Hovedet dukkende,
begyndte hun forfra, udenad.

Hun plaprede nogle Vers og saa pludselig op. Taug, og blev siddende
ufravendt stirrende paa Mademoiselles Bryst.

_Et Jocelyn arrivant--_

Mademoiselle vilde hjælpe hende:

_Et Jocelyn arrivant--_

Men hun stammede, holdt op ... _Et Jocelyn ..._

Og ganske forpustet under Ellens Blik, der blev ved at hvile ved Smykket
paa hendes Bryst, sagde hun:

-Jeg har faaet det igaar.

Ellen var meget bleg.

-Det er en Present ... af Deres Papa.

Uden at vende Øinene bort, drog Ellen Veiret dybt:

-Mademoiselle har misforstaaet Papa. Strakte Haanden frem og sagde:

-Tag det af.

Mademoiselle mimrede et Par Lyd og løftede Haanden for at løse det:

-Nei, han har givet mig det--det er mit. Ellen ventede.

-Tag det af.

Mademoiselle reiste sig og retirerede, men Ellen tog hende med et om
Haandleddet: Kom, sagde hun. Tag Smykket af.

Hendes Øine blev større. Mademoiselle, sagde hun, De skal tage det
Smykke af.

Mademoiselle rystede over hele Kroppen. Famlende løste hun Smykket.
Kæden gled ned fra hendes Bryst og faldt paa Gulvet.

Ellen tog det, hun stod lidt og lod de gyldne Led glide gjennem sine
Fingre. Derpaa gik hun langsomt ud af Døren og ned ad Trappen med
Hovedet bøiet.

Hun saa sig ikke om; med Smykket knuget sammen i sin Haand gik hun
ilsomt ad Terrassen ned til Graven.

Der standsede hun, løftede Armen over Vandet. Og som en gylden Slange
faldt de Maagers Kæde spillende i Havens Middagssol ned i Gravens Vand.

Ellen vendte sig og gik ned i Lindegangen.

Men nogle Dage efter reiste Mademoiselle.

       *       *       *       *       *

Ellen blev konfirmeret om Efteraaret. Præsten i Nørup var en asketisk
Mand, som prædikede mest om Synden og den evige Fortabelse. Og var
Verden en Elendighedens Dal, turde vi ikke beklage os, thi vi bødede og
det ikke alene for os selv, men og for alle dem, som var gaaet foran os
og havde dynget Synd paa Synd. Derfor maatte vort Liv blive et Liv i
Forsagelse og i Bøn.

Ellen havde aldrig været meget religiøs. Der havde i hendes Liv hidtil
ikke været Anledning dertil. Hos Linds var der ikke megen Tale om Gud,
Om Søndagen gik gamle Lind i Kirke med sin Kone under Armen, og en Gang
om Aaret gik de til Alters, Det var deres Gudsdyrkelse. Paa Thorsholm
var der endnu mindre Religion. Om Søndagmorgen, naar Vinden bar til,
kunde man høre Kirkeklokkerne fra Nørup, men ingen brød sig om deres
Klemten.

Mademoiselle var Katolik og faldt under Tiden i Søvn med Rosenkrandsen
mellem sine Fingre; hendes Fader talte kun om Gud, naar han var drukken.
Det var Gudsdyrkelsen paa Thorsholm.

Og i Begyndelsen, medens hun læste hos Pastor Assens, blev, hvad hun
lærte, ogsaa ved at være Ellen noget uvedkommende. Alle disse Bud var
noget, hun ikke havde overtraadt: Ord, som ikke var rettet til hende.
Men efterhaanden blev det anderledes. Thi Pastor Assens talte sig
efterhaanden varm.

Og hans gammeltestamentlige Forklaring, den kom pludselig til hende som
en Spreder af Taager i hendes tvivlfyldte Sjæl.

Alt, hvad hendes store Slægt havde forbrudt, det faldt som en tung,
uafkastelig Byrde paa hendes Skuldre, og der var ikke andet at gjøre end
at bede og bede og lægge sig i Knæ, Dag og Nat. Nu forstod hun det
altsammen. Hun skulde afbetale den gamle Skyld og lide de manges Straf
og bede og bede om Afladelse for dem alle.

Hun begyndte at læse i Biblen, at besøge de Syge i Nørup og tilbringe
lange Aftener hos Præsten. Og hans Askese ophidsedes endnu mere ved
Synet af hendes seksten Aar, der knælede saa tungt under Jehovas Svøbe.

Midt under Gæringen blev Ellen konfirmeret. Hun sov ikke mere om
Nætterne, og hun havde Syner, hvori Flammesværdet bestandig var løftet
høit for hendes Øine.

Ved den hellige Handling talte Pastor Assens om Fædrenes Synd, som
nedarves indtil det tiende Led.

Efter Konfirmationen vedblev Ellens Besøg hos Præsten. I sin opskræmte
Forfærdelse gav hun, der var vant til at tie og bære, sig pludselig til
at tale. Præsten blev hendes Skriftefader. Hun fortalte ham alt: om
Faderens Lastefuldhed, om gamle Lind--Alt. Om hvorledes hun havde kæmpet
imod, og hvorledes hun havde lidt. Thi hun havde ikke forstaaet, at Guds
Dom var over hende.

Nætterne tilbragte hun knælende paa sit Gulv. Hun bad de samme Bønner,
indtil Blodet sydede i hendes Hoved; mange Dage sneg hun sig ind i Nørup
Kirke og smidt foran Alteret laa hun hensunken i Bøn og pinefuld Angst,
som forvirrede hendes Sandser.

Ofte korn hun efter en søvnløs Nat om Morgenen til Præstegaarden bleg,
og skræmmet af Syner: hun havde ikke Mod til længere at bede alene; da
tilbragte Præsten og hun lange Timer i fælles Bøn.

Og uafbrudt gav hendes Slægts Historie, som hun læste og udfrittede
allevegne, hende nyt Stof til Revselser og Angster. Hun studerede Nørups
Kirkeprotokol, hvor Præsterne havde ført Bog over Familien, og hvor der
var mange Noter. Pastor Assens udfyldte Fortællingerne.

Han fortalté hende om Christen Maag, der havde ladet sig begrave med
Hovedet hvilende paa Erindringerne fra sin Lastefuldhed ligesom paa en
Samling Relikvier; om Livet, som den Gang førtes i det østre Taarn paa
Thorsholm. Og han glemte, mens han talte, den bodfærdiges Aar, og han
malede Vellysten med mange Farver, for at lade den sønderknuses dobbelt
i Forbandelser under Straffens Hæl. Og bestandig lagdes der nye
Syndebyrder paa Ellens Skuldre.

Time efter Time fyldtes hendes Sind med urolige Billeder. Hendes Andagt
trængte til Apparat, hun lod en gammel Bedepult flytte fra Loftet ned i
sit Kammer, og hun hængte et sort Kors op over sin Seng. Søndagen var
dog hendes Anfægtelsers Høitidsdag.

Hun havde lært at spille paa Orgel, og hun var begyndt at spille til
Gudstjenesten. Naar hun da havde larmet gjennem et Par støiende
Præludier og selv sunget de lange Bodspsalmer med, mens hun spillede,
sad hun skjult bag Orgelet og lyttede med skinnende Øine til Præstens
Straffedomme. Og der var altid nye Billeder for den gamle Straf og nye
Flammer for det store Baal. Og efter nye Sange og ny Postludielarm kom
Ellen hjem med Hovedet tungt og alle Tanker i forvirret Feber.

Da tilbragte hun Eftermiddagen i Riddersalen. Til daglig kom hun der
ikke: hun følte noget som Sky for Slægtsbillederne, hun havde tilbedt;
og hun syntes, at Salens Luft faldt over hende som en Gru af
Formastelighed og Trods.

Men nu, naar hendes Hoved brændte af Bods Sang, gik hun derind for at
haane dem, Billederne paa Væggen. Thi dem var det, som havde trodset i
Vantro og kæmpet imod i Gudsforgaaenhed og nu smuldrede Huset i Afmagt
under Herrens Dom.

Men her var dog ikke Templet for den yderste Fordærvelse. Det var
Bedstefaderens Stuer i Taarnet. Og hun mindedes sin Barndoms Frygt for
"de lukkede Værelser", hvor de hvide Gardiner altid var trukket for, og
hvor Pigerne Vinternætter hørte Sang bag de laasede Døre. Ellen gik
aldrig der forbi Taarnet uden med Hjertebanken.

Men nu vilde hun derind, og der skulde ikke ikke blive Sten paa Sten
tilbage af Forargelsen og ikke Stykke eller Stump af Forfængeligheden.

Ellen talte ikke derom til Præsten, hun vilde gaa derind alene, skøndt
hun frygtede.

Men mange Dage havde hun ikke Mod. Saa en Morgen reiste hun sig tidlig
efter en søvnløs Nat. Hun følte, nu havde hun Modet; og hun bad
brændende foran det sorte Kors over sin Seng. Men da hun kom til
Taarndøren, og den gamle Nøgle hvinede i Laasen, sprang Sveden frem paa
hendes Pande i store Draaber. Hun knugede Hænderne mod sit Bryst og
lukkede Øinene tæt i.

Luften var tung og gammel. Hun følte den tør om sine Læber.

Hun gik frem og skød Døren op. Men da hun i Halvmørket saa de støvdækte
Lagener over alle Møbler, og Maagernes Vaaben skinnende mod sig over
Speilet, blev hun svimmel og støttede sig.

Hun rev Gardinerne bort, og Dagen skar hendes Øine.

Hun vendte sig fra Lyset, og hendes Blik faldt paa Sengen; den stod midt
paa Gulvet, med en falmet Silkehimmel, baaret af Kvindeskikkelser. Ellen
rev Lagenet bort, og hun følte pludselig en krydret Vellugt slaa fra de
gamle Silketæpper op imod sig. Hun løftede Tæppet og indaandede dets
Duft.

Hun følte sit Hjerteslag tungt.

Nei--nei--sagde hun--det er Djævlen ... Hun slap Tæppet. Da hun løftede
Blikket, saa hun over Hovedgærdet, halvt skjult af Sengehimlen, et
Billede.

En nøgen Mand, der kæmpede med en Kvinde ...

Ellen betragtede det forstenet, førte Armene frem og tilbage over sit
Hoved og blev ved at stirre derpaa--tungt, liggende ind over Sengen, med
de fremstrakte Arme knugede om Maleriets Ramme.

Saa sank hun sammen. Uden Bevægelse. Hovedet støttet paa Armen, udstrakt
paa Bedstefaderens Seng, halvt bedøvet af Tæppernes Duft stirrede hun
paa Billedet, indtil hun med opløst Haar flygtede med løftede Hænder ...

Hun blev ved at løbe; ud af Taarnet; langs Terrassen; ned ad Trappen;
over Plænen--fløi hendes Skygge.

Fra den Dag var alt forbi. Hendes Liv blev et furiepidsket Tog af
Bønner, af Fortvivlelse og Angst. Om Natten sov hun ikke, og om Dagen
kunde hun ikke finde Ro.

Med Præsten talte hun mindre nu. Hun fortalte ham ikke om sit Besøg i
Taarnet, og efterhaanden blev hun sky. Hint Billede forvirrede hendes
Bønner. Naar hun laa fortvivlet paa sin Skammel, sløv og søvnig, gled
det ind i hendes Tanker--bestandig.

Og svimmel og dødstræt, en Afmagt nær, kunde hun aabne Taarnets Vindue
og lænet ud, mens Efteraarets Slud vædede hendes Pande, længtes hun
efter at synke dybt ... glide saa blødt og--faa Fred--

Saa sad hun en Aften ud paa Efteraaret som sædvanlig ene. Veiret var
haardt, og Ole var kørt ud for at samle Faderen op.

Der var kommen sær Uro over Ellen. Hun havde taget Skærmen af Lampen for
at faa det mere lyst i den store Stue, hvor det skumrede i alle Kroge,
og hun gik rastløs frem og tilbage, satte sig, gik igen, standsede ved
Vinduet og blev intet Steds. Naar Stormen, der pidskede Regnen mod
Ruderne med smaa Knald ligesom Hagl, jog de mægtige Lindegrene larmende
mod Vinduerne, foer hun sammen og gyste længe, som om hun frøs. Og
Veiret tog stadig til, og midt under Stormen hørte hun den store
Vindfløi paa Taarnet, som raslede under Vinden.

Hun havde Lyst til at kalde paa Pigen og faa hende ind. Hun kunde ogsaa
gaa i Seng og behøvede ikke at vente. Men da hun tog Lampen og var
kommen hen til Døren, foer hun sammen igen og lyttede. Det var den store
Klokke ved Porten, der klemtede. Saa var Veiret haardt.

Hun gik igen til Vinduet. Klokken blev ved at lyde høit.

Hun saa en Karl med Lygte gaa over Gaarden mod Porten, lidt efter en
til. Saa hørte Klokken op at lyde, og de fik Porten op. Der maatte være
kommet nogen, en fremmed ... Men det var saa mørkt, man kunde ikke sé
det mindste. Hun tog Lampen og aabnede Døren til Gangen ... Karlene
klaskede med deres Træsko op ad Trappen. Der blev rusket i Døren.

-Hvem er det? raabte Ellen. Hvem er det?

Der blev ikke svaret. Stormen maatte tage Lyden bort. Hvem er det?
raabte hun igen. Saa aabnede hun Døren og saa begge Karlene blege og
forvirrede med Lygterne i Haanden.

-Hvad er det? spurgte hun igen. Er der Brand i Nørup?

-Nei, Frøken Maag, det var en Stemme fra Mørket, og der kom et Ansigt
frem i Lysskæret, Kongen er død!

Krigen brød ud.

I de strenge Tider, som kom, mødtes Ellen og Præsten igen: de saa det
begge altsammen som en Straffedom, som Herrens Vrede over den ugudelige
Slægt. Pastor Assens holdt Møder i Omegnen, og Ellen fulgte ham for at
indsamle Penge og alskens Ting. Der var Saarede og Elendige nok og Brug
for alles Hjælp.

Tilsidst tænkte Ellen paa selv at tage ned og pleie de Saarede, og hun
havde allerede bestemt Dagen, naar hun vilde reise. Men saa en Morgen
fandt de hende liggende bevidstløs foran Bedeskamlen i sit Kammer, og da
hun kom til sig selv, fantaserede hun.

Det var Nervefeber, hun havde faaet, og Sygdommen blev langvarig.

Mens Ellen svævede mellem Liv og Død, skiftede Aaret, og det blev
Foraar. Fjenden oversvømmede Jylland.




IV.

Ellen var Rekonvalesent.

Hun laa nogle Timer om Dagen inde i Moders Taarn, bleg og gennemsigtig,
med Hovedet næsten skjult i de hvide Puder, halvt i Blund Hun nød sin
Træthed som et mat Behag. Mens hun laa ubevægelig og ikke gad røre sig,
hørte hun Fuglenes Sang fra Haven og Børnenes Pludren, mens de legede.

Skovfogdens Børn bragte hende Jordbær, de plukkede i Skovene, og Ellen
beholdt dem hos sig. De legede sammen, de lo ad ingenting, de flettede
Ringe af Mælkebøttestængler; og Børnene fortalte hende om den blissede
Ko, som havde kælvet. Ellen fik sine Dukker ned fra Loftet, og de
legede, som da hun var Barn: klippede Billeder af de gamle Modejournaler
og gav dem fornemme Navne og holdt Dukkebal paa Sygetæppet.

Men saa pludselig blev hun altfor mat, og hun slap Dukkerne, der gled
ned ad Tæppet, og hun laa med lukkede Øine; Børnene mærkede, hun blev
stille, og ganske sagte listede de sig ud af Døren, og lod den staa paa
Klem, naar de gik.

Ellen hørte det og smilede. Hun mærkede Trætheden som en mild Rus. Og
hun aabnede Øinene igjen og saa paa sine Hænder, som var hvide og
gjennemsigtige med store, blaa Aarer. Hun tog en Blomst fra Skaalen og
hun inddrak mat dens Duft i smaa Drag, indtil hun faldt i Blund.

Eller hun tog Haandspeilet og betragtede sit Ansigt, der lignede en
Drengs med det korte, afklippede Haar ...

Siden fik hun Lov til at læse. Det var alle Bøgerne fra hendes Barndom:
"Ivanhoe", "Erik Menved" og "Prinds Otto". Og mens hun læste, dukkede
Skikkelserne frem som Mennesker, hun en Gang havde set, men hun
erindrede ikke mere, hvor. Og slap hun da Bogen for at søge i sin
Erindring, gled det bort; og hun laa stille hen og nød sine Drømme i mat
Velbehag.

Saa kunde en Blomst; saa et Ord, et Billede vække et Minde, som dukkede
frem hos hende, og hun forfulgte det, indtil ogsaa det blev borte. Og
alt, hvad hun tænkte, var mest som en underlig vag Melodi, der klang i
hendes Øren uafbrudt.

Men lidt efter lidt blev det Minderne her fra Rummet, hvor hun laa, der
kom oftest igen, Minderne om Faderens Kjærlighed, der levede paa hver
Plet. Og lange Timer laa hun hen med Sommeren om sig og drømte sødt.

Hun begyndte at længes efter Haven. Og hun lod Skovfogedens Børn bringe
sig Blomster fra Markerne, og hun lod dem komme helt hen til Stolen,
hvor hun sad, for at indaande Kløverens Duft, der hang i deres Klæder.

En Dag gik hun ved Lægens Arm ind i Havestuen. Dørene til Terrassen stod
aabne; men da Ellen saa ud i Haven, som laa solrig og hed, blev hun
svimmel: Nei, Doktor--lad mig sætte mig--jeg er altfor træt.

-Hvor Luften er tung, Doktor, hvidskede hun. Luften er saa tung.

Hun faldt mat sammen, og hun sad længe halvt angst og sammenkrøben og
stirrede ud over Vandet og Plænerne, og syntes, hun kendte dem ikke mere
igjen.

Men siden blev her hendes Yndlingsplads, og hun kunde sidde Dag efter
Dag der bag de aabnede Døre; hun læste eller arbeidede; eller hun lænede
Hovedet tilbage, og hendes Blik fulgte Træernes Skygge over Plænerne, og
de lette Sommerskyer, naar de drev.

Men en Dag lod hun Dørene lukke og rullede Persiennerne ned. Der var
kommen østrigsk Indkvartering til Gaarden, en General med et Par
Officerer og en halv Bataillon. Ellen hørte, at den gamle General havde
sin Yndlingsgang under Lindene, og hun vilde ikke modtage hans Hilsen.

Saa vendte hun tilbage til Taarnet. Der var ogsaa kjøligere, og friskt
af Lindeduften, og naar man rullede ned, blev der næsten mørkt. Det
gjorde godt paa de hede Dage.

En Formiddag besøgte Præsten hende. Hun laa paa Sofaen og bandt Bregner
sammen til en Buket.

Pastoren blev strax forvirret, da hun rakte Haanden frem imod ham, lidt
mat, og talte ganske lidt døsig, mens hun stadig smilede. Han kendte
hende ikke igen.

Det Skær, som var kommet over hende ...

Hun talte om sin Sygdom, om Egnens Folk og om Indkvarteringen.

Jeg er komplet i Fangenskab, sagde hun, her i Taarnet.

Der blev en Pause. Præsten sagde, den nye Degn var kommen til Nørup ...

-Han spillede kun saa maadeligt Orgelet ...

-Ja saa ... hun lagde Bregnerne bort--ja--det er jo sjældent, de Folk
er musikalske.

Hun rettede sig i Sofaen. Hvor man bliver doven, sagde hun, naar man har
været syg.

Pastoren mærkede Parfumen af hendes Klæder. Ja--det er--som blev man
Børn igen ... Han stoppede, sad urolig foran hende og gned hurtigere de
foldede Hænder.

-Og hvor Fluerne generer En, sagde Ellen Er de ligesaa slemme i
Præstegaarden?

Der blev en ny Pause, og helt beklemt reiste Pastoren sig. Ja--sagde
han--det er en travl Tid--jeg mener, der er mange ængstede Sind.

Og han tog Afsked, helt forvirret ...

-Ja--De ser vel snart her op, Pastor Assens, sagde Ellen. Hun blev
liggende paa Chaiselonguen.

Lidt efter hørte hun Toner af Violiner fra Haven. Hun reiste sig og
vilde lukke Vinduerne, men hun standsede bag Persiennerne og lyttede.

Hvor det var smukt--Ia--hun saa ud--det var Zigeunerne som spillede.

Hun satte sig stille. Violinerne sang.

Hvor det var længselsfuldt--hvor det var smukt ... Det lød saa klagende,
saa dæmpet, mildt ... saa steg det, og steg det og klang.

Ellen stod pludselig op, urolig ...

Hvor Tonerne slyngedes sammen--hvor de jublede op--aa--man fik bankende
Blod.

Saa vildt det lød--

Indtil det igen klang saa sorgmodig mildt ... Det var som Granernes Sus
nede ved Moders Grav ... Ellen græd.

De fremmede Officerer fandt det næppé meget morsomt paa Thorsholm. Om
Formiddagen var der ofte Øvelser i Egnen, men Resten af Tiden var de
hjemme. Saa holdt de til ovre i Lindegangen, drev langs Bænkene med en
fransk Roman, eller spillede Kort; sad oftest Kvarter efter Kvarter
ørkesløse, med en Cigaret mellem Læberne, og stirrede ladt ud i den
solrige Have.

Udover Plænerne, som svedes, mod Hovedbygningen, der skinnede hvid og
kjedsommelig, lukket og tilhyllet paa sine tause Terrasser.

Engang imellem gled et Vindpust over Plænen, krusede Gravens Vand og
vuggede Roserne. Saa raslede de udslagne Solseil og faldt atter tilbage
i den dorske Ro.

De Fremmede smed Cigaretstump efter Cigaretstump i dvask Kedsommelighed.

Kun lige i Middagsstunden aabnedes de lukkede Døre, og Ellen kom ud paa
Terrassen, støttet til Pigens Arm. Hun gik langs med Hækken, i Skyggen
af en stor Parasol, helt indhyllet i sit hvide Sjal.

Officererne betragtede hende fra Lindegangen.

Hun lod, som hun saa dem ikke. En Gang imellem standsede hun, løftede
Parasollen og vendte sit blege Ansigt ud mod Haven. Hun talte til Pigen
og gik videre støttet til hendes Arm ...

Og Havedørene lukkedes igen, og Officererne vendte tilbage til deres
Bænke ...

-Hvad finder du, Schønaich connaisseur?

-Har Generalen ikke sendt hende en Flaske Tokayer?

-Jo--og fik den tilbage ...

Schønaich ridsede i Jorden med sin Hæl. Hun holder sit Hoved som Maria
Theresia, sagde han.

-Saaledes gik de varme Sommerdage paa Thorsholm.

Ellen var nu oppe hele Dagen, næsten ganske frisk. Men ogsaa hun fandt
det ensomt og trist. De fremmede Soldater generede hende; hun kunde ikke
komme uden for en Dør uden at møde disse Uniformer, som hun hadede, og
Blik fra mørke Øine forfulgte hende overalt. Selv ind bag de lukkede
Døre naaede Forfølgelsen hende. Sad hun om Aftenen i Dagligstuen, hørte
hun Sang og Raab fra Gaarden, hvor de Menige laa i Klynge om det tændte
Baal; og flyttede hun ind i Taarnet, trængte Officierernes Samtale, der
om Aftenen ved Vinen blev hidsig nok og høirøstet, støiende op til
hendes Skjul. Hun kunde ikke uudgaa de ubudne Folk.

Men saa undertiden kunde Larmen og Samtalen forstumme, og gennem den
stille Nat hørte man kun Baalets Knitren fra Gaarden. Ellen reiste sig
og nærmede sig Vinduet.

Soldaterne hvilede om Ilden. De støttede, strakte paa Jorden, Hovedet i
deres Hænder og stirrede ind. Baalets Skær farvede deres Ansigter. Det
lyste med et paa en Poppel foran den hvide Længe, saa dens Løv flammede,
og det hengav den atter til sit Mørke. Et Gjenskær fra Ilden laa som en
lysende Sky over Baalet.

Nu og da oplystes et Øieblik Gaardens Kroge, og Karlenes og Pigernes
Ansigter, som lyttede samlet i Klynge, traadte pludselig frem af Natten
for igen at forsvinde ...

Saa spillede de.

Og som et besynderligt Refræn løftede Soldaterne om Baalet et afbrudt,
klagende Raab.

Naar da Ilden var slukket, sad Ellen længe med bankende Hjerte. Alt var
blevet mørkt; lyttede hun, hørte hun Skildvagtens Skridt, men hun
nægtede ikke at skelne hans Skikkelse i Natten.

Taarnuret slog sine rustne Slag, og atter blev det tyst. Mens Ellens
Tanker gik og kom.

En Aften blev hun vækket ved Sang. Hun aabnede Vinduet og lænede sig ud.

-Nei--sé, hvor det var klart, den første stjerneklare Nat. Stjerne over
Stjerne paa den mørke Himmel.

Vinden bar til: Granernes Harpixduft blandedes med Lindenes. Bladene
raslede sagte som til evindeligt Akkompagnement.

-Jo der var Lys endnu. Det var hos Officiererne, man sang ... Hun saa et
Par Skygger paa de nedrullede Gardiner ...

Hvad det dog var for en Sang--saa blød ... Hun lænede sig længere frem,
og hun var angst for at miste en Tone, naar Stemmen sank ... En
Natsværmer svirrede forbi, mekanisk slog hun den bort med sin Haand,
mens hun holdt Øinene fæstet paa de hvide Gardiner, hvorfra Sangen kom ...

  Weil sie gestorben ist--
  Weil sie gestorben!

Det døde hen ... Ellen gled ned paa Stolen; de sidste Toner dvælede i
hendes Øren ... Saa reiste hun sig, slukkede stille Lampen og gik ind i
sit Kammer.

       *       *       *       *       *

Ellen var for første Gang nede ved sin Moders Grav. Da hun reiste sig
fra Bænken, følte hun sig svimmel og maatte støtte ved Gelænderet. Hun
fik en Kuldegysning: hjem maatte hun ... Men hun var virkelig alt for
svimmel.

Hun havde ikke mærket Trinene bag sig, men ved Stemmen foer hun sammen:

-Frøkenen er blevet syg.--Tillad jeg hjælper Dem.

Hun løftede Ansigtet og nikkede: Ja--jeg er ... ikke vel.

Officeren lagde Armen om hendes Liv og førte hen ud mellem Granerne. Han
sagde intet. Hendes Hoved laa mat paa hans Skulder.

Da de kom ud i Haven, følte Ellen sig bedre: Det er kun Feberen, sagde
hun. Jeg har nylig været syg.

De gik langsomt op gennem Haven, hun støttet til ham.

Men pludselig rødmede hun og standsede: Tak--det er meget bedre, og hun
løsnede sig ud fra hans Arm.

Hendes Ledsager forstod, og et Øjeblik forvirredes de begge. De søgte
noget at sige, og de pinte sig begge for at finde et Par ligegyldige
Ord.

Men de naaede Trappen uden at have fundet, og Ellen rakte Haanden til
Farvel.

-Tak.

Saa i sidste Øieblik sagde han hurtigt: Det er jo mig, som maa takke
Lykken.

Dermed skiltes de. Ellen var meget utilfreds med sig selv.

Den næste Dag lod Grev Schønaich spørge til Ellens Befindende. Hun
svarede, at det vilde være hende en Fornøielse at se ham for at takke
ham for igaar.

Lidt febrilsk slog hun sig ned paa Chaiselonguen ved Havedøren, der stod
paa Klem. Hun ventede Visiten.

Ellen reiste sig og gik ham imøde.

Hun takkede ham for igaar (lidt staccato) og beklagede, at hendes Fader
ikke var hjemme. Han var taget til Veile.

Schønaich spurgte til hendes Befindende: om det var bedre ...

-Meget bedre. Men hun havde jo været meget syg.

Ellen gik tilbage til Chaiselonguen, og mens hun bad ham tage Plads,
slog hun Havedøren op: Her er en vidunderlig Udsigt, sagde hun--ikke
sandt--her er smukt?

-Og vi berøver Dem den Udsigt? ... Aa, Frøken, jeg forstaar det saa
godt ... Det maa være haardt Dag for Dag at have seirrige Fjender for
Øie--Men--han skiftede Tone--vi keder os ogsaa, kan De tro ...

Ellen smilede: Ja--sagde hun og pegede over mod Lindegangen--det er jo
ikke just afvekslende.

-Og dog foretrækker jeg dette for at ligge i Indkvartering i Byerne. Det
er forfærdeligt at leve i disse døde og tilhyllede Byer. Man hører midt
om Dagen kun Lyden af sine egne Sporer paa Gaden. Jeg har ligget i
Horsens i fjorten Dage--jeg saa ikke andre kvindelige Væsener end et Par
Sælgekoner ...

Han gik bort fra Døren:

-Men Triumfmarchen var dog det værste. Vi feirede Indtagelsen af
Als--der var nu ogsaa en smuk Idé--vi drog opad Hovedgaden med Kanoner
og fuld Musik ... Men ikke et Ansigt bag Ruderne, ikke ét, bare
tilhyllede Vinduer, døde Huse--uddøet og lukket--Hele Byen var tom. Det
var et skrækkeligt "Tedeum"--

-Og inde bag Ruderne da--sagde Ellen.

Schønaich svarede ikke. Men lidt efter vendte han sig igjen om mod Døren
og sagde:

-Ja, hvor her er vidunderlig smukt.

-Hvor har De hjemme, spurgte Ellen.

-I Bøhmen--der ligger ialfald min Families Godser. Selv har jeg opholdt
mig længe i Pesth. Har Frøkenen nogensinde været ved Donau?

-Nei--jeg har aldrig været udenfor Danmark.

-Og taler saa smukt Fransk?

-Aa--vi er saa halvveis Franskmænd i vor Familie. Og De da? Vidste De
igaar, jeg ikke kunde Tysk? ... Jeg er saa uvidende.

-Jeg valgte et neutralt Sprog; Grev Schønaich bukkede.

Lidt efter gik han.

Ellen sad længe hensunken, uden at vide hvad hun tænkte paa. Saa hørte
hun igen Klangen af den Fremmedes Stemme, den var saa blød, og hun
reiste sig.

-Det var ham, der sang, sagde hun.

Og lænet til Dørstolpen sank hun atter hen i Drømmerier.

-Mon hun en Dag turde bede ham om at synge?

En Dag, naar han kom igen ... Men han kom maaske slet ikke mer ... af
hvad Grund skulde han? Ellen smilede, hun gik op og ned ad Gulvet, faldt
tilsidst hen i Sofaen, hvor hun sad et Par Timer, stille, med Haanden
under Kinden ...

Saa reiste hun sig, og hun gik nynnende frem og tilbage paa Terrassen,
mens hun plukkede et Par Roser til sit Haar.

Om Aftenen spillede Soldaterne i Gaarden. Anføreren spillede for, og de
andre faldt ind klagende Omkvædet som et Ekko, der døer. Ellen lyttede,
og da de holdt op, saa hun forvirret rundtom sig som paa noget ukendt og
fremmed, og hun pressede Hænderne mod sit Bryst med et dybt Suk.

Under Vinduet stod en Skikkelse i Mørket ... Ellen kendte ham--det var
ham--sagte vilde hun lukke.

Men saa vendte Schønaich sig og hilste.

-Det var smukt, sagde han.

-Ja--saa smukt ...

De sagde kun de to Sætninger blidt og begge dvælende. Og han hilste
igen, og Vinduet blev lukket.

-Ellen vaagnede saa glad den næste Dag. Hun havde haft Uret--nu vilde
hun gøre den god igen. Hun vilde ikke være indladende men ialfald
høflig. Foreløbig skulde hendes Fader gøre den gamle General en Visit.
Det gjorde saa Maag--som havde en af sine ædru Perioder i denne
Tid--ogsaa opad Dagen, og Dagen efter gjorde Generalen Gjenbesøg.

Ellen var hjemme og viste sig elskværdig. Hun spadserede med Excellencen
paa Terrassen og var med ham oppe i Riddersalen. Den gamle Herre fandt
hende "très distinguée".

Schønaich saa hun kun en Gang imellem i disse Dage. Hilste paa ham fra
Terrassen og mødte ham om Morgenen paa sin Ridetur; de talte ikke
sammen, hun længtes bare efter denne stumme Hilsen og Smilet, der
ledsagede den. Hun ønskede slet ikke mer.

Saadan gik et Par Dage.

En Eftermiddag bandt hun en Krands til sin Moders Grav og bragte den
derned. Hun gik og nynnede som hun ofte gjorde i de sidste Dage; saa, da
hun kom til Graven, stod Schønaich ved Gitret.

Han vendte sig, hilste og vilde gaa.

Ellen aabnede Laagen.

-Hvorfor vil De gaa? spurgte hun.

-Jeg havde ikke ventet, at De kom her saa silde. Jeg gaar saa tidt
herned.

-Ja ikke sandt?--Ellen lagde Krandsen paa Graven--her er høitideligt her
under Granerne? Det er mit Yndlingssted ...

-Meget høitideligt.

De taug lidt. Oppe susede Granerne. Og inde mellem Stammerne laa Mørket
svalt og duftsvangert.

-Jeg elsker Granen, sagde hun. Det er et fornemt Træ--den pludrer ikke.
Denne Susen minder om gamle Kvad.

-Mig minder det om hjemme--

-Om Bøhmen?

-Ja--Aa--De ved ikke, Frøken Maag, hvor der er smukt: Sommernætter--naar
Floden glider langsomt, som en Kæmpesnog, der bugter sig i Mørket ...
Høiderne som mørke Silhuetter rundtom ... Nat efter Nat kan man lytte
til den glidende Flod--saa tyst--mens den iler og iler og iler ...
Bredderne kan ikke holde den fast--ikke med Kærtegn og ikke med
Granernes Hvidsken.

-Og saa Bjergskovens Duft, som synker derover ...

Han holdt inde, og sagte, uden at løfte Hovedet, der hvilede mod
Monumentet, sagde hun.

-Ja--det er smukt.

Der blev atter en Taushed, Schønaich bøiede sig over Roserne.

Han rettede sig igen og i en helt anden Tone sagde han:

-Men det bliver altfor køligt for Dem--

Ellen foer sammen: Hvilket?--Hun var saa langt borte--ja, det bliver
køligt.

Underligt ilfærdigt kom de op, og de fik Gitret lukket og kom ud gennem
Granerne. Men igen vidste de ikke, hvad de skulde sige, mens de gik ved
Siden af hinanden, meget hurtigt. Og de skiltes nedenfor Terrassen med
et Buk og en stum Hilsen, ganske fremmed.--

Ellen gjorde sin Uret god igen. Hun saa ofte Officererne, navnlig
Generalen og Schønaich. Mod Generalen var hun altid indtagende
elskværdig, red ofte med ham i Omegnen og spillede Croquet Timer itræk
midt i Solheden.

Mod Schønaich var hendes Væsen uens.

Naar de var sammen, og hun var mest livlig, fortalte og spurgte, kunde
hun med ét, naar han gik blot den mindste Kjende over et Bekendtskabs
snævre Rettigheder, blive taus og urørlig; saadan som hun kunde blive
det, naar hendes Blik paa en Gang blev tomt og uden Deltagelse, og hun
lænede sig tilbage i sin Stol med Skuldrene lidt skudt op og Hovedet paa
Siden paa den stolte Hals. Hun saa ikke og hørte ikke.

Hun stod under Schønaichs mest brændende Ord, helt ligegyldig, og hørte
ikke, studerede blot de Maagers Navnechiffer paa sin Elfenbensvifte.

Men til saadanne Tider laa der noget som Kamp i Luften; Schønaich vendte
sig helt fra hende og talte kun til de andre. Men hans Ord blev æggende
med Dobbeltklang og Underforstaaelser, og han kæmpede just for at binde
netop den, han lod, som han ikke saa mer.

Og oftest lykkedes det. Thi Schønaich forstod at tale. Han havde set
meget, læst mer end de fleste og oplevet en Del. Saa havde han en egen,
stærkt personlig Maade at tale paa, malende, i korte, varme Sætninger,
der kunde stige og stige og tage Fart og Fart--for saa igen at glide ud
og dø hen i en underlig vag Distraktion, og den, som talte, var
pludselig saa langt borte fra sine Ord, træt og uinteresseret. Og han
greb Billederne, kraftige og farverige som de kom, ogsaa barokke og
outrerede, men altid skiftede de, og han kunde forelske sig besynderligt
i et enkelt Ord eller en enkelt Sætning, og saa kunde han gentage den i
sin Tale, saa den kunde blive som et Musikstykke, hvis Thema kommer igen
og kommer igen.

Saa tvang han Ellen til at høre, Viften faldt ud af hendes Haand, og hun
sank drømmende sammen; og mens hun stirrede paa Schønaich, kunde der
komme i hendes Øine noget stift og angstfuldt, som bad saa bange om at
faa Lov til at fly.

Vendte han sig saa imod hende og spurgte hende om et og andet, blev hun
rød, og det var sjældent, hun fandt Ord til at svare.

Hun satte sig ofte stille, langt fra ham, men altid saa hun kunde se
ham, naar hun vilde. Thi Schønaich var saa smuk, naar han talte. Oftest
sad hun dog med Haanden under Kinden og hørte kun paa hans Stemme, der
var blød og altid dæmpet. Men alligevel kunde Ordene komme febrilske og
uens som bankende Feberpulse i hans Tale.

Naar Ellen var alene, sad hun oftest hen, drømmende med et Arbeide i
sine Hænder. Eller hun tog sig feberagtigt af mange Ting den ene Dag,
for at lade dem ligge urørt den næste. Hun blev urolig, blev ofte
hurtigt rød og hurtigt hvid uden Grund, og hun kunde synge og græde i
samme Time.

Maaske kom det dog altsammen kun af Søvnløshed.

Ellen gik for sent til Ro; naar alt var blevet stille i Huset, listede
hun sig sagte ud af sit Kammer ned i Havestuen. Hun aabnede Døren uden
Larm, og angst for at vække Gaardens Hunde, sneg hun sig lydløst henad
Terrassen. Augustnatten var kølig og mørk, og foran det tause Mørke
inddrak Ellen, mens hun drømte, Havens tunge Duft.

Saa sad hun Time efter Time, stirrende mod Mørket og Augustnattens
Stjerneskud.

Her var godt, køligt og taust. Her kunde hun være alene.

Alle Tanker--her fik de komme og gaa--alle Længsler--her fik de nye
Haab. Og her kunde hun græde i Fred.

Hun græd ikke af Glæde og ikke af Sorg, Taarerne kom uden at hun vidste
det, og mens hun græd, bad hun til Gud, hun næsten havde glemt,
troskyldige Bønner.

Timevis laa hun ogsaa i sit Kammer om Natten, glad ved blot at ligge her
vaagen--det var saa lykkeligt ...

Alt var bedst, naar man var ene.

Kom hun til en Kilde i Skoven, timevis kunde hun lytte til dens Rislen;
glæde sig over en Pils Speiling i et stille Vand, og den mindste Sky paa
Himlen kunde hun følge paa dens Vei ...

Men høist elskede hun dog Bakkerne i Skoven, der hvor man kunde se
Havet. Hun laa der ogsaa nu, som dengang hun var Barn, Eftermiddagen
lang paa den solrige Banke, uden at mærke hverken Dag eller Varme. Hun
stirrede ud mod den lyse Stribe, der, i Horisonten, hvor Havet laa.

Og sin Moders Grav. Der var hun helst. Hun havde faaet saadan en stærk
længsel efter sin Moder i den sidste Tid, denne blonde, blege Moder, som
hun aldrig havde kendt; og her syntes hun, hun var hende nærmere.

Saa var her altid køligt, og de sene Roser duftede. Om Aftenen susede
Granerne, og mellem Stammerne hørte hun Kilderne, der rislede ...

Ellen havde mødt Schønaich inde i Lindegangen, og de var kommet i
Samtale. Saa var han fulgt op med, og nu sad de inde i Havestuen ved
Flygelet.

-Kan man ikke være lykkelig--hvor vil De dog sige det, Grev
Schønaich--Som nu jeg idag--iformiddags, da jeg laa paa Bakken--der, De
ved, hvorfra man ser Havet. Jeg var redet derop gennem Skoven--der var
saa køligt og saa friskt under Træerne--og saa derude Havet og Luften
saa klar--Jeg ved da kun, at jeg gav mig til at rende ned ad Bakken midt
i Solheden, og sang, mens jeg løb ...

-De er maaske en lykkelig Natur?

-En lykkelig Natur? De mener et Menneske, som tager let paa alt? Nei,
det tror jeg ikke, at jeg er--

-Heller ikke jeg--Men jeg tror ikke, der er andre lykkelige end de, som
ikke tænker.

-Lykkelige--ja--det er saa stort et Ord, og man ved knap--hvad man mener
med det--men tilfredse saa--kan man da heller ikke være tilfreds?

-Tilfreds? Aa jo--de, som bryder sig om det. Tilfredshed er Lykkens
Surrogat.

-Det er saa haanligt sagt.

-Aa nei--ialfald ikke mént. Tilfredshed er en Slags Forsagelse, og
Forsagelsen er just min haabløse Kærlighed. Ser De, Frøken--aa nei--hvor
kan De forstaa det?--dertil er De, Gud ske Lov, for ung--

-Vist ei, forklar mig, hvad De mener.

Schønaich havde reist sig.

-Der er Mennesker, tror jeg ... der er de fødte længselsfulde,
Utilfredsstillelsens jagede Børn. Vi er rastløse Vandringmænd paa
solhede Veie--vi afsøger hver en Kro. Og aldrig er det denne--altid
den næste, der er vore Forhaabningers Kreml. Ser De den Flok paa
Marschen? De er de tørstige, som ledes ved at drikke--de altid larmende,
der er forelskede i Fred. Vi køber Himlens Aftenrødes Guld med vort
Blod--en Slags evindelige Skyfavnere.

Han standsede og lidt efter sagde han:

-Og denne Flok skælder man ud: de er Samfundets uvederhæftige,
Stemningers Løgnere ... De er Stamgæster hos Nydelsen og Forsagelsens
landflygtige Elskere.

-Ingen tror dem, alle dømmer ...

Schønaich taug--Ellen havde bøiet Hovedet ned mod Flygelet. Da hun
løftede Ansigtet, saa Schønaich, hendes Øine var fugtige.

-Skal jeg synge lidt?

Ellen nikkede, reiste sig og gik bort fra Flygelet.

Schønaich sang. Lidt efter gik han.

Aftenen efter mødte han Ellen, da hun kom fra Moderens Grav.

De hilste venligt paa hinanden og uden at sige noget, gik de begge
henimod Lindegangen. Da de havde gaaet nogle Skridt derinde--standsede
Ellen.

-Jeg har en Ting at sige Dem, sagde hun.

Schønaich ventede. Men Ellen gav sig igen til at gaa og førte Haanden
mod Brystet: Det var maaske bedre ikke at sige det, sagde hun kæmpende,
bedre det ikke blev sagt.

Men lidt efter standsede hun igen, og mens hun rakte Haanden frem imod
ham, sagde hun blidt og roligt:

-Jeg vil sige Dem det, Schønaich, at jeg tror paa Dem.

Schønaich skælvede. Og i en Følelse af dyb Ærbødighed, han aldrig havde
kendt, bøiede han sig og trykkede et Kys paa hendes Haand. Tak.
hvidskede han, Tak, at De tror mig.

Saa gav de sig til at tale. De talte dæmpet og blødt, med Stemmer, der
skælvede.

De talte pludselig fortroligt:--om de første Dage, de havde set
hinanden, om hver en lille Hændelse og hvert et Blik.

De nævnede ikke hvad nu var, intet Ord om Kjærlighed ... Men de gik ved
Siden af hinanden under Lindene, som duftede, og hvert Ord, der blev
hvidsket, var en Tilstaaelse, og hver Tone lød som en Tak.

Og efterhaanden som de gik, lænede Ellen sit Hoved til hans Skulder, og
bøiet over hende, hvidskede han endnu sagtere; og blev der en Taushed,
mødtes deres Blik, mens de smilede, og de hørte Vindpustene, som sukkede
i Lindebladene, og den fjerne Støi fra Markerne, hvor et Par Hunde gav
sig til at halse i Stilheden.

Undertiden skjælvede Ellen, og hun lænede sit Hoved fastere til hans
Skulder, mens hun sukkede.

-Hvorfor sukker De? hviskede han.

Hun svarede ikke; mens hun smilede med duggede Øine, blev hun ved at
hvile lænet til hans Bryst.

-Schønaich, det er blevet silde, sagde hun saa. Jeg maa gaa. Og hun gav
ham Haanden uden flere Ord, og de skiltes ved Enden af Lindegangen.

Men Schønaich blev ved at gaa frem og tilbage i Gangen; og han hørte
Havedørene blive lukkede paa Terrassen og et Par Vinduer blive slaaet i.
Saa var alt ganske tyst. Og han gik langsomt hen over Plænen, der laa
lys i Maaneglandsen, og han stirrede op mod Huset, hvis hvide Taarne
skinnede i Skæret. I det østre Taarn var et Vinduet aabnet, en Skikkelse
stod bøiet ud over Karmen. Schønaich listede sig sagte frem, angst for
hver Støi.

Jo, det var hende.

Hans Hjerte bankede, og gjemt i Skyggen af en Blodbøg, betragtede han,
næsten uden at turde aande, taust den Skikkelse, han elskede.

Ellen laa ubevægelig,

Saaledes drømte de begge--nær hinanden--i den stille Nat.

       *       *       *       *       *




V.

Felix von Schønaich vidste ikke mere Rede paa sig selv. Han syntes kun,
at han var bleven tyve Aar igen, og det var længe siden, han havde været
saa lykkelig. Saa brød han sig kun lidt om at tænke paa Fremtiden. Og
heller ikke Ellen tænkte langt: hendes atten Aars Tanker kom jo aldrig
længer end--var han borte--til en evig Længsel; var de sammen, hvilte
de i et dybt Behag.

Og de var ofte sammen.

Hun red over til Bakkerne, og de mødtes der. Hun kom først, og hun bandt
Hesten til et Træ og satte sig under Egene for at vente. Men fem
Minutter syntes hende Evigheder, og hundrede Gange speidede hun; og hun
vilde ride bort igjen, siden han ikke kom, og mens hun sagde det, satte
hun sig igjen for at bie.--

Saa kom han, og de sad der sammen under Træerne og stirrede ud paa de
bølgende Bakker og Dalstrøget, hvor Aaen snoede sig gjennem Engene. Men
pludselig sprang Ellen op, og de gav sig legende til at løbe omkaps som
et Par Børn. Og de lo, naar de snublede, og de lo, naar Ellen skreg af
Angst for en tykmavet Snog.

Forpustet naaede de Dalen. Han havde fanget hende, og Arm i Arm gik de
langsomt hen over Engene mod Broen over den lille Aa. Der standsede de,
og Ellen gav sig til at raabe paa Ekkoet, som svarede langt borte; og de
lod deres Kælenavne lyde gennem Dalen.

Eller de gik i Skoven, bort fra den banede Vei ind langs uveisomme
Stier, hvor Brombær spærrede for deres Fødder og Buskenes Grene slog
imod deres Kinder. Da blev de ved at gaa og gaa under de grønne Træer,
og de vidste aldrig, hvorlangt. Thi de havde altid, mens de gik, tusind
Spørgsmaal og tusind Svar.

Saa kom de til et Træ, hvis Rod var dækket af blødt-fristende Mos. De
satte sig ved Siden af hinanden, og pludselig grebne af Tykningens dybe
Fred, holdt de op med at tale. De sad kun nær hinanden. Og deres Hænder
mødtes.

Men pludselig slog Ellen Øinene ned, og læmpeligt tog hun sin Haand ...
Og paa en Gang sad de begge forlegne uden at sé paa hinanden, grebne ved
Stedets dybe Fred.

Saa reiste de sig, og uden at tale gik de ind gennem Skoven, hvor det
begyndte at mørkne.

Skumringens blaalige Taage slørede Træernes Omrids, og ned fra Kronerne
sank Tusmørkets kølende Luft svalt mellem Træerne. Mens oppe fra
Løvværkets Tag tusind tindrende Glimt fra den synkende Sol gled gennem
Bladenes Mørke.

De kom ud af Skoven, langs de høie Bakker. Luften var tung af Duft fra
den blomstrende Lyng, Solen gik luende ned bag Vestens Banker.

Og mens de hvisker til hinanden tusinde milde Ord, synker Natten over
Eng og Høie.

--Men, hvor de oftest mødtes, var ved Graven.

De elskede Stedet. Plettens tunge Alvor slørede deres Sind med mild
Sorgmodighed. Her aabnede Ellen sit Hjerte og siddende ved Moderens
Gravsten fortalte hun om sin Barndoms Kummer. Hun fortalte om sit
ensomme Liv og om Faderens Elendighed.


Saa talte ogsaa han. Og Ungarns hele Skønhed med de vide Stepper og de
store Floder--den fik Liv her ved de Maagers Gravsted. Ellen hørte:
Donaus stille Gliden, Skovens Suk paa Siebenbürgens Bjerge,
Aftenklokkers Lyd over Steppens Vidder ...

Da kunde Ellen, naar han taug, hviske sagte:

-Felix, her vilde jeg gjerne dø.

--Det var Aften, og de kom fra Graven. Høstens Dag havde været tung og
hed.

Nu var Aftnen kommen, men med Tordenluft. Eksotisk kvælende som altid
før et Uveir steg fra alle Blomster, sank fra alle Træer, Havens Duft.

De var gaaet tause gennem Skoven og døsigt trætte satte de sig nu i
Lindegangen.

-De spiller, sagde Ellen. Fra Gaarden lød ud gennem Haven nogle klagende
Toner af Violiner og Horn.

-De leger Begravelse, sagde Schønaich. Deres Yndlingsleg.

Ellen hørte det ikke. Hun sad med lukkede Øine og lyttede til Musiken,
der steg op til dem dæmpet og høitidelig. Naar Hornene taug, hørte man
Violinernes lange Toner, sorgfulde, og Soldaternes Klage-Raab i Musikens
Takt.

-Hvad er det, de spiller, spurgte Ellen igen. Hvad er det?

Men paa en Gang blev alt ganske tyst, og man hørte kun Støien af Fodtrin
mod Gaardens Stenbro. Kom, det er forbi, sagde hun. Lad os gaa. Hun
reiste sig, men i samme Nu foer hun sammen. Felix, Felix, hvad er det
dog? sagde hun; der lød fra Gaarden et langt og hundredtunget Skrig.

Schønaich drog hende til sig. De begraver ham, sagde han. Vent blot.

Hun forstod ham ikke. Hun lænede stille Hovedet til hans Bryst; de hørte
kun en enkelt Violin.

-Det er Guyla, der spiller.

Ellen aabnede Øinene, og mens hun trykkede Hænderne mod sine brændende
Tindinger, sagde hun igen:

-Kom--Felix--lad os gaa.

Schønaich reiste sig ikke. Sé, sagde han. Pludselig gled et rødligt Skær
af mange Fakler hen over den hvide Bygnings Mure. Nu kommer Toget.

Ellen gik frem. Hun stirrede paa det store Tog, som langsomt gik langs
Terrassernes Hæk. Soldater i hvide Lagener rundt om en Baare. Fra Snese
Fakler faldt de røde Flammer over Havens Træer.

Violinerne lød.

Ellen stod støttet til et Træ. Faklernes Skær faldt pludselig paa hendes
Ansigt.

Og da Guylas Strenge atter lød gennem Skoven, afbrudt af klagende Raab,
slap hun Træet og sagde endnu en Gang: Felix--kom--jeg vil gaa.

Men hun blev. Hun følte Schønaichs Arm gribe saa fast om sit Liv, følte
hans Kys brænde mod sine Læber ...

Schønaich--Felix ...

-Ja--ja--jeg elsker Dig, elsker ...

Svimmel gav hun sit Ansigt hen til hans Kærtegn ...

Men da brast hun i Graad og ubeskrivelig klagende, halvt som et Skrig,
hviskede hun:

--Hvorfor har Du saa elsket mig?

En Sky stod over Gravens Vand: Faklerne kastedes i Baal.

       *       *       *       *       *

Ellen havde spillet. Generalen blev meldt.

Ellen vilde nægte sig hjemme, men den gamle Herre stod allerede i Døren.
Saa reiste hun sig, og gik ham imøde.

Hun var besynderlig fortumlet, og de havde talt en Tid, og hun havde
spurgt og svaret mekanisk uden at vide, hvorom der blev talt. Saa vaktes
hun ved Schønaichs Navn.

-Grevinden skal være i Vente, sagde Generalen.

-Hans Søster?

-Nei--hans Frue?

Ellen saa op, forbauset. Og uden at forstaa gentog hun: Hans Frue.

Men et Nu efter sagde hun:

Ja--Det er sandt--aa, man glemmer saa let, at Grev Schønaich er gift.




VI.

Børnene havde hørt op med at lege ved Nørup Kær, og Aftenklokkerne havde
lydt over Engen. Det sidste Skær af Solen sluktes over Thorsholm Skov,
og den bølgende Damp fra Mosen var kold og fugtig. Men Pastor Holm og
Ellen mærkede det ikke, og de blev ved med deres evige Vandren frem og
tilbage langs Engveien.

Den unge Præst havde talt længe og varmt, nu gik han taus ved Siden af
Ellen, der var meget bleg. Men da de naaede Skovkanten, og Ellen blev
staaende bestandig uden at tale og med Øinene mod Jorden, sagde Holm
lavt og møisommeligt.

-Har jeg da krænket Dem saa dybt, at De ikke vil svare mig?

Ellen løftede Ansigtet, og han saa, at hendes Øine var fulde af Taarer:
Nei, Holm, nei--men hvorfor har De talt?

Hun gik atter frem, og Holm fulgte. Mens han talte, tog han Straahatten
af, Haaret laa klæbet til hans Pande.

-Hvorfor? Tro mig--ikke fordi jeg havde Haab, aldrig, fordi jeg havde
Haab. Jeg har aldrig været dum nok til at nære Haab. Jeg har vidst det
fra den første Dag, at min Kærlighed var ulykkelig og tabt--det maa De
tro. Men det var deres Ven, jeg ikke mere kunde være, dette Venskab fra
Dem kunde jeg ikke holde ud ... Kan De forstaa det, Ellen Maag, forstaar
De--hellere intet end Dag for Dag at gaa som Ven ved Siden af den, man
elsker. At tale to Sprog og veksle Guld med Kobber ...

Han taug og blev ved at gaa med Hatten i Haanden. Bedrøvet som før sagde
Ellen:

-Og nu, Holm, hvad nu? Er De nu lykkeligere?

-Lykkeligere? ... Nei ... men nu kan vi idetmindste ikke være Venner ...

Ellen rystede paa Hovedet og gav sig til at tale langsomt og sørgmodigt.
Men efterhaanden blev hun varm, og hvad hun sagde, skælvede af
undertrykt Bevægelse.

-Holm, sagde hun. De har ikke handlet ret. Hvorfor døber man dog altid
Egoisme med Kærlighedens Navn? Jo--Egoisme. Thi De vidste jo dog, at
dette Venskab var for mig noget dyrebart og kært. Og dertil tog De ikke
Hensyn--De, som siger, at De elsker mig! Men jeg ved det, Holm, at
Kærligheden handler saaledes: Kærligheden har ingen Tanke uden paa sig
selv ...

-Ellen Maag--det har jeg ikke fortjent ...

-Tro mig, Holm, jeg bebreider Dem intet. Lad os blot tale om Dem, om
hvad der nu vil ske med Dem. Jeg tror, De lider nu--men sagde De ikke
selv, De havde aldrig haft Haab? Hvordan, er det saa kommet hertil,
Holm, til dette idag? Thi Kærligheden kommer ikke paa én Dag og fødes
ikke paa en Time--og er den uden Haab og faar den ingen Næring--og jeg
har aldrig næret Deres Kærlighed--da kan man kæmpe med den og man tør
ikke lægge sig villieløs ind under dens Aag. Men De har hyllet og vævet
Dem ind i Fantasier--jo Fantasier--og Ønsker--indtil nu, hvor De lider
--Jo, Holm, Fantasier--

-Hvor kan De kalde det en Fantasi? Kender De da ikke mit Liv? Jeg var
næsten tredive Aar, da jeg mødte Dem--tredive Aar og kendte ikke andre
Kvinder end min Moder--Og samme Nu, jeg saa Dem, tog De min Villie og
mit Liv--alt tog De fra mig, hvad mit var, og lod det bare kredse om Dem
og elske Dem og forgude Dem--aa, saa vanvittigt forgude Dem--Og saa
kalder De det for en Fantasi ...

Ellen udstrakte Haanden: Holm, bad hun, vi vil ikke skilles saadan.

-Jo, Frøken Maag, saadan maa vi skilles.

Thi aldrig vil De erfare blot en Tusindedel af alt, hvad jeg har lidt,
mens jeg har levet her paa Deres Venskabs Kost med min Kærlighed--og én
Gang skal De vide, at jeg dog har været Mand og elsket, som alle de
andre. At der var ikke det Øieblik, hvor ikke Deres Læber var mig en
Fristelse, ikke den Time, hvor jeg ikke tørstede efter Deres Kys, ikke
den Dag, hvor jeg ikke var vansmægtende i Fortvivlelse ... Aa Ellen
Maag, jeg ved det, nu har De kun tilovers for mig lidt Sorg, og De vil
sky mig, naar vi nu skilles ... Men dog--dog er det bedre saadan ...

Han sank sammen og med ludende Hoved gik han nogle Skridt ved Siden af
hende. Da sagde han tonløst og standsede:

-Og nu--gaar vi hjem.

Ellen rakte Haanden frem, men Holm tog den ikke.

-Holm, tag dog min Haand.

Han tog den mellem begge sine Hænder, som skælvede, og med et dybt Suk
bøiede han sig og kyssede hendes Haand.

-Lev vel--hviskede han.

       *       *       *       *       *

Saa var altsaa ogsaa det forbi.

Ellen havde ladet tænde Lampen i det østre Taarn, og Tjeneren havde
bragt The. Men hun havde ikke rørt den. Distræt og hvileløs var hun
draget rundt i Værelset, pillende ved en Blomst; rettende paa en Pude;
skruende Lampen op; stadig i de samme Tanker.

Nu sad hun lige under Lampen med Hænderne begravet i det opløste Haar,
og hun mærkede ikke Køligheden fra Terrassen eller Natsværmerne og Uret,
der lød hvert Kvarter. En Gang imellem stirrede hun rundtom sig, distræt
som en, der vaagner, og sukkede dybt. Men lidt efter faldt hun atter
tilbage i sit forstenede Drømmeri.

Det var altsaa forbi--ogsaa det. Og--hvorfor ikke, hvorfor? Hun havde
jo ventet det, vidst det ... Nu var det kommet som det andet ... og man
vænnede, man vænnede sig til alt.

Jo--Vanen glattede Livet ud ... hun havde vænnet sig til meget.

Til alt--til alt--var hun vant.

Hun smilede: Ogsaa til Skændslen.

Mens hun sank dybere sammen i Stolen, tænkte hun paa sit Livs Taagedag.

Hun havde kun en Tanke den Dag, da Døren havde lukket sig efter
Generalen, den at fly. Og hun gik som Soldater rømmer, naar Fjenden er
over dem, de tager intet med, bare de forlader og flyer. Saaledes gik
hun til Veile.

Men da Vognen var forspændt, og hun allerede stod paa Trappen, vendte
hun sig, og gik tilbage til Havestuen; og hun lukkede Døren efter sig
og traadte ud paa Terrassen. Foran hende laa Plæner, Skov og Marker.

Og bleg og hjælpeløs foran denne Have, løftede hun Armene i afmægtig
Kummer ...

Hun fandt Bedstefaderen blind og lallende, et Menneske i Opløsning. Men
hun pleiede ham ikke, bekymrede sig om ingen og intet. Naar hun vaagnede
om Morgenen efter en lang Søvn, tung som et Mareridt gik hun ned i
"Moders Lysthus" og laa der i en Døs, følesløs som en Besvimelse. Hun
forsøgte slet ikke paa at arbeide. Men undertiden kunde hun pludselig
vaagne af sit Blund, og hun havde glemt alt hvad der var sket. Og hun
laa og smilede ved en Erindring om sin Kærlighed.

Hun kunde nævne hans Navn saa blødt og længe.

Men paa en Gang huskede hun, og med et mat Suk faldt hun tilbage i sin
Bedøvelse.

Der kom imidlertid en Tid, hvor hun vaagnede helt. Hun sad de lange
Efteraarsdage dumpt tungsindig og ørkesløs i de raakolde Stuer, hvor hun
ikke gad hygge om sig, og hun stirrede ud paa den snævre, livløse Gade,
og hørte Bedstefaderens rallende Hoste i Rummet bag Butiken. Og
fortvivlet sad hun der Ansigt til Ansigt med sit trøstesløse Liv.

Her skulde hun altsaa leve, her et lavloftet Liv med et levende Lig i
Forraadnelse eller hjemme med en Dranker, hendes Fader. Og her skulde
Livet gaa hen, elendigt, Dag efter Dag, graat og altid det samme ... Her
skulde Aarene komme et kvælende Lagen af Sand og begrave hende Tomme for
Tomme--

Men undertiden kunde hun ogsaa reise sig fortvivlet: da græd hun
timelang afsindige og meningsløse Taarer, og magtesløs truede hun ad
sine Dages Taagehær.

Men atter faldt den om hende den graa Tungsindighed, og uden Forandring
gled det atter Dag efter Dag.

Sand--Sand--Sand--

Og efterhaanden blev dette Tungsind besynderlig tomt og sjælløst. Det
blev til et Mørke, hvori Ellen rugede over sig selv og var ligegyldig
for alt andet. Intet havde Værd--slet intet.

Hvad var vel dette høieste, for hvilket hun havde givet sig hen?
Saameget just, at hun foragtede sig selv. Saa dyrt købte man saa lidt.

Hun kendte Livet og vidste, det var tomt, Menneskene og forstod, at de
var Løgnere. Og hun begyndte at dyrke sig selv, og hun besteg sin
Pessinisme ligesom en Fodskammel, der løftede hende over Mængden.

Langsomt blev hun sig selv nok. Vilde ikke vide noget af andre.

De livløse Ting begyndte at spille en Rolle i hendes Liv. Hun elskede
Komfort for dens egen Skyld, og hun blev gridsk paa hver af Tilværelsens
Behageligheder. Og hendes Kærlighed til alt dette raffineredes. Det var
det sjældne, det bisarre og det besynderlige, hun fandt Behag i.

Om Vinteren, da hun var vendt tilbage til Thorsholm, fik hun Midler nok
til at tilfredsstille denne nye Trang: gamle Lind døde, og den Formue
han efterlod sig, var større end nogen anede. Ellen blev pludselig mere
end rig, Renterne af den stort Kapital tilflød hende uafkortet. Hun
kunde handle, som hun vilde.

Et Par Maaneder efter døde Faderen af Apoplexi. Hun tog en gammel fattig
Rigsgrevinde fra Holsten i Huset.

Hun lod da Thorsholm restaurere og alle Værelser istandsætte. Hun havde
ligesaa mange Luner, som der var Timer paa Dagen, og hun bragte
Arkitekten til Fortvivlelse, Men pludselig blev hun ked af det hele, lod
ham skalte, som han vilde, og indrettede blot i det østre Taarn en
Leilighed til sig selv efter alle Parisermodernes Mønstre. Hun polstrede
sit Boudoir som en Æske, og over udfordrende Divaner lod hun
Bedstefaderens Hyrdinder komme til ny Værdighed paa de kapitonerede
Vægfelter.

Haven blev lagt om. Den blev rig paa pragtfulde Bede med alle
Bladplanters Nuanceringer, og et Net af Kanaler blev ledet gennem dens
Anlæg. Der var en fransk anlagt Plet: med lige og symmetriske Gange;
midt i Anlæget et Springvand med en mosgroet Kampestenskumme. Rundt om
mange Stenvaser med Vaabenskjolde. Kanaler, lige, som dens Gange omgav
den franske Have.

Den var med sin stiliserede; og kolde Fornemhed blevet Ellens
Yndlingssted.

       *       *       *       *       *

Ellen gik ned ad Stentrappen med Winsløw, Arkitekten, og skærmende mod
Solen med sin Parasol, gik hun over Broen til den franske Have.

-Hr. Winsløw, sagde hun, De dømmer uden at forstaa. Hvad De kalder
aristokratiske Fordomme er en Races nødvendige Meninger. Jeg anser mig
virkelig ikke for bedre men for anderledse end--end ... Demokraterne.
Jeg føler ikke som de, kan ikke leve som de ... der er en Raceforskel
imellem os ...

-Og hvorved opstaar denne Raceforskel?

-Ved Opdragelse, ved Indtryk--ved alt ... Jeg for Exempel.--Jeg husker
en Gang, et Menneske kaldte mig en Robinson. Han vidste ikke, hvorom han
talte ... Robinson levede ene paa en fremmed Ø. Jeg har levet og
modtaget mine Indtryk her. Dette Sted har opdraget mig. Men det er netop
det, som De ikke forstaar. Mennesker, som ikke kender deres Forfædre,
som ikke eier og ikke vandrer paa den samme Jord, ved ikke, hvad det vil
sige at være omgivet af sin Slægts Værk, Arbeide; at være omringet af
dens Skygger, at møde den ved hvert Skridt ...

Ser De, sagde hun, og standsede--De har aldrig vidst, hvad man føler
blot ved Dag for Dag at møde de gamle Navnechiffre der paa Taarnene. Den
har istandsat det, den det ...

-Og den ødelagt det ...

-Vist saa ... men selv den, der ødelagde, levede her, besad dette.
Følelsen af Besiddelse bestemmer saa meget hos os. Og tro mig--hos de
bedste af os udvikler den Følelsen af vort Ansvar. Den gør dog
Aristokraterne til fødte Førere i Samfundets evige Strid: De føler baade
Besiddelsens Lykke og dens Pligt.

-Mener De virkelig det, naar De ser paa den Samling, der hedder vort
Aristokrati?

-Jeg mener, min kære Winsløw, at De ogsaa der dømmer hastigt ... "Vort
Aristokrati"--jeg skal sige Dem, vort specielle Samfund var sunket hen
... De trak sig ud af det hele--og netop de dygtigste, fordi Frederik
VII saarede mer end deres Standsfølelse nemlig deres Takt ... saa blev
de hjemme ...

-Og blev ikke klogere, Frøken Maag.

-Det er sandt. Deres Horisont blev snæver. Naar et Aristokrati har en
død Tid, maa Horisonten blive snæver, det ligger i Sagens Natur.
Idéerne, hvorpaa vi lever, er faa ... men de er store ... Hun standsede
igen. Tilgiv mig, sagde hun, hvis der er Spring i min Tanke ... men jeg
sagde før, at Stedet her havde opdraget mig, Alt her har opdraget paa
mig, Huset, de store Træer i Haven, Billederne i Riddersalen--alting
... Jeg søgte at faa disse Folks Historie at vide, hvis Billeder jeg saa
... Den havde været Admiral ... den Gesandt ... den havde vundet--eller
tabt et Slag ... Men allesammen var de Maag'er, alle havde de tjent
Kongen, Landet, om De vil ... Slægtfølelsen føder det næste hos os:
Patriotismen ...

Ja-a, Landet ... vel snarere Kongens hellige Person ...

-Maaske--jeg tilstaar det ... Jeg er Royalist, Legitimist om De vil. Men
... de bedste blandt os vilde dog ogsaa give Liv og Blod selv for en
Republik, naar den var deres Fædreland ...

Ellen talte sig varm:

-Men, ser De, for os betyder "Kongen" noget. Han er en Del af vor Arv,
af vor Overbevisning ... Men heller ikke det, forstaar De vel. De kalder
det for Snæverhed som hos de bedste er en urokkelig Overbevisning. Og
lad Folk ogsaa have Lov til at kalde vort Liv snævert--sig mig saa, tror
De ikke paa den anden Side, det samme Liv--Livet her--og hun pegede
rundt--gør mange Følelser noblere, udrydder megen Smaalighed, holder
fjernt fra meget meleret, som pletter deres Demokrater.

Hun taug lidt og betragtede Haven i dens sollyse Ro.

Tror De da virkelig man Dag efter Dag kan leve her uden at erhverve sig
en vis Sindets Noblesse? Det er ingen Fortjeneste at staa udenfor
Brødkampens Smuds, Hr. Winsløw--men det er en Lykke, og denne Lykke er
det som mer end noget skaber Racen i os. Der er Ting, til hvilke jeg
aldrig kunde nedlade mig--Handlinger, jeg aldrig kan forstaa--det er
dem, som lægger ... lægger Mile mellem mig--og disse Folk.

Ellen lænede sig til Bassinkanten og saa paa Guldfiskene, der skinnede i
Vandet.

Winsløw betragtede hende ... Han saa fra hendes Skikkelse udover Haven,
fornem med sine regelrette Bede og sine Stenvaser.

-Ja--sagde han--De passer til dette Billede.

Ellen lod Vandet falde draabevis ned paa sin Parasolspids, hun havde
vadet i Bassinet.

-Saa glider det hele saa deilig nemt ud i en Kompliment, sagde hun.

Hun gik atter, rank, hen ad Gangen, og lidt efter sagde hun:

-De maa, naar De dømmer et Aristokrati, ogsaa huske, at selve dets
Stilling exponerer alle dets Medlemmer. Ingen undgaar Opmærksomhed--i
andre Samfundslag kan Middelmaadighederne skjule sig ...

-Men saa er det paa den anden Side der saa meget lettere at gøre sig
gældende. Man har fra Fødselen et Fodstykke ...

Ellen svarede ikke. Hun satte sig paa en Bænk og sagde:

-Jeg tror desuden ganske vist, de yngre af vor Kreds bliver dygtigere
... De bedre Kræfter blandt dem tager fat. Men husk, der skal næsten som
begyndes helt fra nyt. Desuden giver selve Landbruget vist i denne Tid
meget at bestille--det maa man først tage sig af ... Siden vil det
andet komme. Den unge Grev Gyldenkrone har Ret, naar han siger: Man maa
begynde et Sted for ikke at gøre det hele snavs ...

Er det nu altsammen Hebraisk for Dem, Hr. Winsløw, De er blevet saa
taus?

-Hebraisk--aa nei--det er bare helt andre Idéer end dem, de 9,999 af
10,000 lever i--

-Ja--det tror jeg. Men jeg vilde vist ikke have levet denne Dag, hvis
jeg ikke havde haft min Slægt til Rygstød. Jeg har haft den til at leve
Livet med ... Derfor vil jeg ogsaa dø som Aristokrat ...

--Men Tante kommer deroppe paa Trappen ... Hun leder vist efter os ...

Ellen reiste sig, og Hr. Winsløw fulgte ...

       *       *       *       *       *

Ellen blev mer og mer Aristokrat. Hendes Følelse af Ensomhed gjorde
hende dertil og mer og mer--dyrkede hun sig selv.

Hun gik ikke klædt som andre, hun skabte sine Moder selv. Hensynsløse,
hensigtsklare Moder, som tegnede hver en Linie af hendes skønne Legeme.
Men denne Skønhed, der blottede sig, var kysk i sin Blottelse; den var
altid kold og leflede aldrig med Beundringen. Hendes Skønhed henvendte
sig ikke til nogen.

Hun dyrkede kun sig selv og sin egen Urørlighed.

Hun omgikkes ingen, kendte faa. Hun udfyldte selv sin Tid. Det var
Musik, hun havde givet sig til øve, og hun gav sig til at uddanne sig
med en Energi, som om hun skulde fortjene sit Brød ved Pianoet. To Aar
havde hun modtaget Undervisning af en udmærket udenlandsk Mester, en af
Pianoets Heroiner, som lidende maatte udhvile efter sine
Kunststrabadser, og som Ellen her betalte fyrsteligt for den givne
Vejledning. Hun lærte meget af sin Lærerinde, og de delte i Musiken
ganske samme Smag.

Thi det besynderlige var, at Ellen i Musiken kun dyrkede alt det
febrilske og nervøse. Ved Siden af Chopin havde hun stillet Rubinstein
og Liszt.

Undertiden kunde det derfor hænde, at en eller anden fremmed, som første
Gang var sammen med Ellen Maag i Selskab paa et af Egnens Herresæder,
faldt i en maabende Forbauselse, naar Værtinden ud paa Aftenen bad sin
Gæst at spille, og Ellen rank og fornem tog Plads foran Flygelet, og
naar hun havde slaaet sin Vifte sammen og lagt den fra sig, begyndte at
spille--al denne mærkelige Musik.

Thi denne Frøken Maag havde næsten indjaget ham Frygt. Saa fjernende
havde hun hilst ham i sin urørlige Skønhed, saa lidet havde hun set hans
beundrende Blik. Og der var over hendes Gang med Hovedet bøiet paa den
slanke Hals en saa stoltbaaren Fornemhed, at man følte Trang til at vige
og at bøie sig, hvor hun kom.

Men var den fremmede ung, kunde det saa hænde, at han, mens Rubinstein
tonede fra Strengene, nærmede sig Flygelet og begyndte at vende
Nodebladet. Og det kunde fremdeles ske, at han distræt og bøiet frem kom
Ellen saa nær, at han strejfede hende ganske let.

Men da behøvedes kun en eneste Fjernelse af dette mørke Haar, for at han
skulde huske sig om og vende Bladet i ærbødig Afstand med en Haand, der
rystede en lille Smule.

Og denne Smag for det moderne, som en og anden mistydede saa beklageligt
for ham selv, den viste sig hos Ellen overalt. Der var blandt
Malerierne, hun samlede paa Thorsholm, en stor Del, hun havde ladet købe
i Frankrig: blottede, kvindelige Figurer, Fauner og Nymfer, Venusfigurer
og den sovende Endymion. Og viste hun sin mærkelige Samling til en eller
anden, stod hun overlegent talende om Lys og Farver foran al denne
Nøgenhed.

Saaledes levede Ellen Maag i disse Aar. Hvert Efteraar tilbragte hun i
Paris med Rigsgrevinden.

       *       *       *       *       *

Ellen var da blevet henimod seks og tyve Aar, da Holms blev forflyttet
til Nørup. Hun sluttede Venskab med dem, og der kom noget mildere ind i
hendes Liv. Luften var saa blød der i Præstegaarden med sin Have, der
stødte op Kirkegaarden, og de lave Stuer, hvor gamle Fru Holm altid
modtog hende med et glad Smil. Den unge Præst spillede Violin. Og saa
Sommeraftener, naar Dørene til Haven stod aabne, og Kirketaarnet med
sine Takker løftede sig mod en lys Himmel, mens de spillede Bach og
Haydn, da følte Ellen som Andagt, og naar hun talte, blev hendes Stemme
blødere og hendes Ord mildere,--thi de talte alle mildt og dæmpet i
disse Stuer ... Udenfor sad Fru Holm og strikkede paa sin Strømpe, og
Børnenes Stemmer lød fra Kirkegaarden.

Saa kom det iaften--

Ellen reiste sig og begyndte at gaa frem og tilbage. Saa satte hun sig
igen og hurtigt med flydende Haand skrev hun:

-Ser De, Holm, jeg vil gøre min Pligt, redde Dem for Deres Kald og for
Fremtiden. Men at redde Dem, min Ven, er kun at reise bort. Hvorfor jeg
da ikke vil blive Deres Hustru? Fordi det kun vilde være et Bedrag. Hvad
De kender og elsker, Holm, er ikke mig, som jeg er ... det er kun en Del
af mit Liv, og paa en Stemning kan ingen af os leve Livet. Men tro mig,
jeg lider, naar jeg nu drager bort, lider haardt,

  for jeg holder saa meget af Dem. Men ægte
  Dem--det kan jeg ikke. Den, jeg skulde
  ægte uden Kærlighed, han maa være mig helt
  ligegyldig. Lev vel--bestandig vel.

  Ellen.

Hun sad længe, og da hun allerede havde lagt Papiret sammen, aabnede hun
det igen, og mens hendes Ansigt smertelig fortrak sig, skrev hun endnu
de tre Ord:

-Glem mig ikke.

Saa lukkede hun Brevet. Men Morgenen fandt Ellen Maag bleg og forvaaget
paa den samme Plet.

       *       *       *       *       *

Der opstod en pludselig Forvirring, og Vognrækkerne standsede. Man hørte
Kuskenes Raab der strammede Tøilerne og Betjentenes "Avancez-avancez",
som lød skarpt gjennem Spandenes Støi. Hestene rasler med Skaglerne og
under Alléens Kastanietag ser man pludselig Ekvipagernes uendelige Række
ubevægelig med Vognenes skinnende Flader og Sølvbeslagene, der glimter
lige som Lyn.

-Ser Du Fyrstinden af Serbien--der i Victoria, siger Grevinden.
Carolhausen finder hende saa smuk.

Ellen løftede sig let, og ser ud under Frynserne af sin Parasol. Spandet
er smukt, siger hun.

Vognene begynder atter at glide langsomt, vuggende paa deres
Kautschukhjul, og lænet tilbage, nyder Ellen taus Hyndernes sagte
Bevægelse. Hun kniber Øinene tæt sammen for Solen og hører kun
døsig Seletøienes evindelige Raslen og Bladsælgernes Raab:
Figaro--Gaulois--Figaro!

Ude i Rotunden glimter Springvandet i Solen som lysende Sølv.

Man hviler tilbageslængt i alle Vogne, og langs Alléerne ser man
Parasollernes Silketag i en lang Linie.

Vognene glider den ene efter den anden, i en lang Række. Under
Kastanierne rager Tjenerne op, ubevægelig, paa de høie Bukke, ranke og
med korslagte Arme.

Ellen hører under Ekvipagernes Larm, Springvandets Pladsken fra
Rotunden, og hun aabner Øinene. Og mens Kuskene raaber, ruller Vognene
langsomt, i en stor Bue, ud i Rotundens Lys.

I det flimrende Lys ser man pludselig alt blinke blændende i Solen, mens
i Midten Springvandet falder pladskende i sine Kummer af Bronce.

Ved Udgangen af Alléen opstaar en uløselig Trængsel, og man standser
paany. Man bøiér sig ængsteligt frem over Vogndørene og taler hurtigt
fra Vogn til Vogn.

Ellen bliver liggende i sit Hjørne uden at røre sig, gjemt bag sin
Parasol.

-Fyrsten, siger Grevinden.

Ellen reiser sig en Smule og rækker sin behandskede Haand ud over
Vogndøren.

-Er det Dem, siger hun. Og tilfods?

Fyrsten bukker. Ja--Ismail er syg.

-Det er frygtelig varmt langs Promenaden, siger Ellen. Har Tante noget
imod at gaa hjem gennem Parken?

Grevinden er villig til at gaa, og de stiger ud.

-De gaar vel med os. Fyrst Carolhausen?

Fyrst Schønaich-Carolhausen bukker paany, og mens Vognen sætter sig i
Bevægelse om Springvandet, bøier han med Ellen og Grevinden bort fra
Rotunden og dens Støi.

De talte livligt om Badets Begivenheder; Kejserinden af Ruslands Ankomst
og den stakkels Prins Mira-Silvas, der havde skudt sig i Parken.

-Han havde jo skudt sig med Vand i Munden? Inde tilhøire for Rotunden?

-Ja med Vand. Forfærdeligt. En fuldstændig Sprængning af Hjernen.

-Og man sagde, det var en lille Blondine ...?

-Utvivlsomt. Grevinden havde bestemt selv set hende--lille, rund; med en
Opstoppernæse og lidt fremstaaende Øine. Laa paa tredie Sky
tilvenstre--i Orfeus--

Jo, hun havde forresten godt set hende--en lille, fræk Tingest--i
Trikot.

-At skyde sig Vand i Munden for en saadan Person--

Ellen havde ikke talt meget; hun gik og saa ned i Jorden og trak
Parasollen efter sig.

-Han har vel elsket hende, sagde hun.

-Elsket hende. Grevinden foer op, og med en Komediefrase sagde hun
overlegent:

-Elsket? Man elsker ikke saadanne Kvinder, man betaler dem.

Maaske--Ellen smilede lidt--Det er forresten et besynderligt Emne,
men--Maaske betaler de fleste Mænd nok uden at elske--men der er vel
ogsaa dem, som betaler, fordi de elsker--Prins de Silvas--Stakkel--har
vel hørt til dem ... Han bør undskyldes; han var saa ung.

Ja--lad os bare se at lave en Roman ud af det, sagde Schønaich.

-Hvorfor ikke? Tror De egenlig Fyrst Carolhausen--Ellen saa paa Fyrsten
nu og da--Lidenskaben nogensinde ser paa dens Værd, man elsker? Saa tror
jeg desværre ikke, der vilde findes saa megen Kærlighed i Verden.
Nei--det har Lidenskaben ikke Tid til. Det faar--og hun saa lige paa
Fyrstens Ansigt, mens hun talte--først Skammen, der lever længere end
Lidenskaben--

-Skammen?

Grevinden rystede paa Hovedet og blev lidt tilbage. Dette interesserede
hende ikke. Men Schønaich gik nærmere hen til Ellen og talte dæmpet, da
han sagde:

-Skammer sig og--hører op at elske?

Ellen hørte ikke. Tonen hvori hun talte var stadig let; langs hele Veien
saa man som et Hieroglyfbaand af hendes Parasol i Sandet.

Bag dem spurgte Grevinden høit:

-Og hun--Damen--hvor er hun nu?

Schønaich vendte sig:

-Paa Skyen--tilvenstre--i Orfeus--med sin Trofæ: Hjerneskallen.

-Forresten tror jeg rigtig nok, sagde Ellen, man maa være meget
utaalmodig for at dræbe sig af ulykkelig Kærlighed. De fleste venter ...

-De mener til det er gaaet over.

-Netop, Fyrst Carolhausen, til det er glemt.

Samtalen skiftede. Ellen beundrede Trægrupperne paa Plænen.

-Jeg holder meget af Spa. Her er meget smukkere end i Baden.

-Og imorgen skal jeg dog reise!

Skal De reise? Men det har De jo ikke talt et Ord om. Hvor det er trist.
Og Grevinden beklagede.

Ellen havde set hurtigt op. Er det Pligten sagde hun saa, som kalder Dem
tilbage til Wien? Det er jo midt i Ferien endnu--

-Ja--tildels Pligten.

Grevinden fortabte sig i Beklagelse, Ellen talte ikke mer. Men mens hun
gik bagved de andre, traadte hun pludselig galt paa sin Fod og gav et
lille Skrig.

-Hun var nødt til at bede om Fyrstens Arm ... hun traadte galt ... aa,
det gjorde virkelig ondt.

-For Himlens Skyld--hun havde da ikke forstuvet sin Fod--

-Aa nei, det var ingen Ting--Det gik nok strax over ... Ganske bestemt,
naar hun blot maatte støtte sig ... saadan ... og han ikke--hun saa
op--vilde blive vred--om hun--hang lidt tungt paa hans Arm ...

-Nei--han blev ikke vred--om hun blot vilde støtte sig rigtig fast ...

Saa gik de sammen, ganske langsomt under Træerne, mens Grevinden
trippede iforveien meget stiv og pludrede i ét væk. Schønaich svarede en
Gang imellem, naar han var bange, hun skulde vende sig, med et Par
ligegyldige Ord, hen i Veiret og uden at høre; Ellen gik taus; og naar
hun lænede sig tungt til hans Arm, kom hun ham saa nær, at hendes Haar
streifede hans Skuldre ...

Da Grevinden var kommen en halv Snes Skridt iforveien, sagde hun dæmpet
og pludselig:

-Hvorfor reiser De?

-Fordi jeg maa--

-Ellen standsede: Men sig mig Grunden.

Schønaich bøiede sig, og med Ansigtet ganske nær mod hendes, sagde han
hæst og hurtigt. Ellen--hvad vil De med mig?

Ellen saa op med et Smil, som om hun ikke forstod ham.

-Hvorfor vil De hver Dag bringe mig til at sige, at jeg elsker Dem--og
dog aldrig forstaa mig? Aldrig--kun pine mig--derfor reiser jeg.

Ellens Fod gjorde virkelig meget ondt ... Hun maatte sidde lidt.

Hun slap Schønaichs Arm og satte sig paa en Bænk under Træerne.

-Hvis det ikke bliver bedre--sagde Grevinden--hvad skal vi dog saa gøre
med Tableauerne?

-Ja, det er i aften. Det er sandt. Det er dog heldigt, at jeg faar dem
at se, inden jeg reiser.

-Og--Ellen lo--De ved endnu stadig ikke, hvad jeg skal forestille?

-Nei--det vil blive en Overraskelse ...

-Gode Gud, sagde Grevinden, hvor det var Skade, hvis nu den Fod ... Hun
er deilig, Fyrste, siger jeg Dem, deilig.


Der kørte en Droske forbi i Alléen, og Ellen lod den standse. Hun vilde
hellere køre ... Saa vilde hun ligge med Omslag paa lige til iaften, og
saa gik det nok over.

Da hun sad i Vognen, rakte hun sin Haand ud over Vogndøren og trykkede
Schønaichs Haand varmt:

-Tak, sagde hun, vi ses iaften.

Vognen rullede bort, og nynnende laa Ellen lænet tilbage i Sædet med et
fornøiet Smil.

       *       *       *       *       *

Der er Lys og Hede i Festsalen.

Mens Pianisten foran Flygelet vugger sit friserede Hoved, hører man
gennem Nokturnens Toner Silkevifternes Knitren, som Damerne fører i
store Huer. De sidder midt i Salen tæt op ad hinanden i stort Toilette.
Og Vægspeilene, der er let duggede af Heden, forøger et Virvar af
Profiler, rødblonde Nakker, Buster og Kniplinger, hæftede med
Brillantagraffer--i ren Uendelighed.

Langs Pillerne staar Herrerne korrekte og stive, med deres hvide Slips
og Buketter i Knaphullet. Rækken af deres skinnende Skjortebryster naar
næsten helt op til Fortæppet.

De hører mindre: de staar distræt, mens deres Blik forvilder sig i
Vrimlen og standser snart ved en Arm, der dukker frem mellem Kniplinger,
snart ved et Par slaviske Øine eller en hvid Nakke bag en Maria Stuarts
Krave.

Men da Pianisten slutter, begynder under Opholdet alle Hoveder at bevæge
sig i en befriende Bevægelse, og der bryder løs en høi, forvirret
Summen. Man ler bag Vifterne, veksler Hilsener og rammer sig for at
blive kendt fra den ene Ende af Salen til den anden. Og enkelte Steder
trænger Herrerne sig dristigt ind mellem Rækkerne, og deres sorte
Kjoler forsvinder mellem Silkekjolerne og bag Vifterne, der bøies sammen
ligesom Skjoldtag over Hovederne.

Langs Pillerne vifter Herrerne sig mat mad deres Silke-Chapeau-bas.

Schønaich er kommet lige hen til Grevinden, som paa forreste Række
smægter af Hede under en Turban af Kniplinger og et Par uhyre
Paafuglefjer. Men der lyder pludselig et Horn bag Forhængene, og han
gaar tilbage til sin Plads.

Og mens man skubber med Stolene og reiser sig under forvirret Støi i
Baggrunden af Salen, klinger Hornene stærkere, og Tæpperne glider
langsomt fra.

Scenen ligger opfyldt af Skyer. Men langsomt, mens Skuepladsens Dæmring
bliver Dag, løftes og sprænges enkeltvis de blaalige Flor, og gennem
dem, i straalende Lys, ser man med Buen løftet: Diana beredt til Jagt.

Der gik som et Gisp gennem Salen. Og paa en Gang bøiede Mændene sig frem
Skulder imod Skulder for at se, og ubevægelige i Sæderne stirrede
Kvinderne mod Scenen.

Og mens hvert et Blik sluger hendes Skønhed, der lyser af Glans, løftes
vuggende det sidste Flor: Ellen staar der fri.

Gevandtet slynget om de marmorstærke Skuldre, Bryst og Arme blottet,
Benet tegnet fast under Stoffets bløde Linier; trodsig og kysk.

Salen tier aandeløs foran denne Skønhed.

Og da de røde Forhæng atter glider frem sidder man endnu med
tilbageholdt Aandedræt og taus.

Paa Fyrst Schønaichs Pande var Sveden sprungen frem--

       *       *       *       *       *

Ellen reiser sig og tager Fyrstens Arm for at dandse.

Det er en Vals, og de dandser længe. De har endnu ikke talt sammen før
Dandsen, men mens de valser vuggende og blødt, hvidsker han til hende.
Maaske hun ikke hører, hvad han siger. Hun lytter til Orkestrets Melodi
og den underlige bølgende Storm af de Dandsendes Trin gennem Salen. Men
hun smiler og møder under Dandsen hans øine, hvis Pupiller glindser.

-Schønaich, jeg er træt.

Men han bliver ved at valse, hurtigere, og bestandig smilende lægger hun
sig tungt ind i hans Arme, som hun føler skælve om sit Liv.

Og pludseligt slipper han hende, og de gaar ved Siden af hinanden op ad
Marmortrappen til Galleriet, uden at tale.

Ellen gik iforveien. Der var helt øde i Læsesalene, som laa halvmørke
med Skærme over alle Blus, og man hørte ikke anden Lyd end Gassens Kogen
og hendes Kjole